Print Friendly

Danmarks vej til Atlantpagten

Av Redaktionen | 31 december 1953


1953


Artiklarna från Svensk Tidskrifts årsböcker är inskannade och sedan hjälpligt överförda till text. Denna sida ska mest ses som en bas för sökfunktionen. Läsbarheten blir bäst om man väljer PDF-versionen.

Acrobat Reader för att läsa PDF kan hämtas här.

? ,~———-~~–~–~~~====~
DANMARKS VEJ
TIL ATLANTPAGTEN
Av Udenrigsminister OLE BJfJRN KRAFT, K0benhavn
DANMARKS underskrivelse af den Nordatlantiske Traktat den
4. april1949 var et fuldstrendigt brud med den udenrigspolitik, mit
land havde fort i over 100 år. Man vil ikke have nogen mulighed
for at forstå, hvor dybtgående dette brud var eller Danmarks ejeblikkelige stilling og de stremninger, der ger sig greldende i landet
i forbindelse med den nye udenrigspolitiske vej, vi her slog ind på,
hvis man ikke seger at danne sig en forestilling om den historiske
baggrund. Man kan ikke skille en enkelt beslutning ud og bedemma
den alene efter dens egen hensigt og indhold. Det er nedvendigt
at se den i kontinuation med den historiske grund, den bygger på.
Thi der nedfreides i alle folk under deres histories gang felelser,
vurderinger, ja en holdning overfor tilvrerelsens vigtigste problemer,
der skjult og åbent udever deres indflydelse. En nation er ikke
alene det slregtled, der lever. Den er mere end det. En engelsk politisk filosof har engang givet udtryk for denne tankegang nogenlunde således: Den, der ikke vil trenke på sine forfredre, vil heller
ikke havenogen mulighed for at kunne trreffe beslutningar for sine
efterkommere. Man vil ikke kunne forstå det danske folks stilling
i det 20. århundrade og således, som det er nu, uden kendskab til
det danske folks historie i det 19. århundrade. Det brerer i sig sine
forfredres blod og tankegang. Der kan finde en befrielsesproces sted
fra fortidens indstilling, når man erkender, at den nye virkelighed
krrever en anden holdning overfor tilvrerelsens problemer, krrever
-som det herskete-et brud med fortiden. Men at dette kun vil
kunne ske med en teven, og at hverken landet eller folket selv
efter en sådan afgerende beslutning vil vrere fuldstrendig forandret
eller have frigjort sig med eet slag for den tvivl, som naturligt kan
forblive tilbage i sindet, behever nreppe en forklaring. Danmarks
230
_ _ _””‘-=_ _ _ _ _.,..,-”—-~———–__.._.,_'””””””_ __
&9
Danmarks vej til Atlantpagten
vej til Atlantpagten er vejen bort fra det 19. århundrede fremkaldt af skrebnebestemmende begivenheder i den farste halvdel af
det 20. århundrede.
Det danske folks historie i det 19. århundrede er en dybt tragisk
historie, der medfarte en fuldstrendig forandring i landets og folkets hele stilling. Da kanontordenen i Kongedybet ringede det 19.
århundrede ind, var det dansk-norske tvillingrige, der strakte sig
fra Nordkap til Ramborgs porte, om ikke en stormagt, så dog en
magt af betydning og ikke mindsten samagt, som man måtte vise
respekt. Respekten ytrede sig i 1801 ved Nelsons angreb på de
danske blokskibe og forter ud for Kabenhavn, i 1807 ved Kabenhavns ero.bring og bortfarelsen af den danske flåde. Der begyndte
da en nedgangslinie. 1814 medfarte Norges adskillelse og forening
med Sverige og efterlod Danmark i en akonomisk nadstilstand.
Fattige år fulgte, men landet arbejdede sig op deraf, og vi oplevede
midt i denne ulykkens tid en åndelig og kulturel blomstringstid.
Midt i århundredet kom tre år, der må betegnes som lysår i århundredets historie: en folkelig frihedsbevregelse bmd igennem
forenet med en national oplaftelsestid. De, der levede dengang,
glemte aldrig, hvad de kaldte »ånden fra 1848», da nationen satte
sine samlede krrefter ind på erhvervelse af sin politiske og bevarelse af sin nationale frihed og rigets udelelighed, – da den frie
forfatning blev til, og da det holstenske opmr blev tilbagevist. Men
lykkeårene skulle kun vare kort. De efterlod utvivlsomt i folkets
sind forestillinger om dets magt og muligheder, der ikke kunne
holde overfor virkeligheden. Martsdagenes lysskrer aflostes af 1864
nederlagets vintermarke. Jeg har lov til uden pral at sige, at mit
folk krempede tappert, men forgreves. Nederlaget i 1864 var nresten
et dadshug mod Danmarks hjerte. lkke blot mistede vi Holsten,
som aldrig har vreret en egentlig del af det danske rige, men som
vel havde vreret nrert forenet med os i århundreder, og som havde
betydet uhyre meget for kongerigets akonomi og styre, – men vi
mistede også Slesvig. Det var, som en del af landets legeme blev
skåret ud. Slregten, der oplevede det, blev grebet af en frygtelig tvivl
om, hvorvidt det således lemlrestede land havde mulighed for at
bestå. I lobet af tre fjerdedele af et århundrede var Danmark således
blevet reduceret fra en magt til en småstat, en vreldig omvreltning
i hele folkets tankegang. Slregten da havde jo gennemlevet hele
denne forandring eller var opdraget og opvokset i erindringen om,
hvad der havde vreret. Begivenhederue nedfreldede sig ikke blot i
denne tvivl, men også i en dybt rodfrestet bitterhed mod den
231
·;o ,-···…:.·.. _·__….:..___.,;__… ‘;;…;:’;;_·:··-·;,_.._.___…:.._______:___….:_____________11111111!”‘
Ole Bjern Kraft
skrebne, der var overgået os, og hvor vi felte os svigtet af de
stormagter, som vi havde ventet bistand fra, og også i skuffelse
over at det nordiske sammenhold ikke havde kunnet brere. Det
danske folk bevarer endnu erindringen om de svenske og norske
frivillige, der meldte sig til vor kamp, og som dermed mildnede
skuffelsen og knyttede et bånd, der senere skulle vokse sig strerkt
igen, men utvivlsomt havde der hos det davrerende slregtled vreret
forventninger, som begivenhederne viste ikke kunne opfyldes, og
som måske heller ikke havde vreret berettigede.
Resultatet af disse oplevelser blev, at det danske folk ligesom
vendte sig indad mod sig selv, vendte ryggen mod verden og koncentrerede sig alene om sig selv og sit eget. En sådan indstilling
er nresten altid meget farlig for et folk, ikke mindst for et folk,
hvis land er placeret på så udsat en plads som vort, ved udgangsvejene fra 0sterseen til de store have og så nrer de store politiske
konfliktpunkter. Men det var utvivlsomt en nedvendig proces og
en proces, hvoraf befolkningen hentede nyt livsmod og styrke til
at kunne leve under de rendrede vilkår. En mand, hedens opdyrker
Dalgas, formede det ord, der i eet samlede hele indstillingen, som
skabte håb for fremtiden: Hvad udad tabes, skal indad vindes.
I sin egen gerning, hvor han skabte gold hedejord om til frugtbar
agerjord, levede han efter denne livsregel for folket, og på de indre
linier voksede et dansk samfund frem, der i tiden mellem 1864 og
den ferste verdenskrig bragte en hidtil uset blomstring på alle
materielle områder såvel som på de åndelige, kulturelle og sociale
områder. Folkehejskolen, andelsvirksomheden, ny industri- og handelsvirksomhed, udbygningen af levestandarden og social velfrerd
er nogle af tegnene dervå.
Men i statspolitisk henseende i forhold til omverdenen beted det,
at vi sagde farvel til ethvert forseg på at deltage i Europas storpolitiske begivenheder. Vi havde, som man har sagt det, spist
kirsebrer med de store, og vi havde fået stenene i ejnene. En kort
stund i 1870 var håbet blusset op og tanken om at slutte sig til
Frankrigs krig mod Tyskland havde en strerk folkestemning bag
sig. Men konge og regering holdt tillykke for landet hovedet koldt,
og hurtigt slukkedes håbet om Senderjyllands tilbagekomst ved
sedan-nederlaget.
Danmarks politik blev neutralitetspolitiken. Vi ville ikke blande
os i de andres anliggender, vi ville på alle måder holde os udenfor,
dog med en forsigtig hreldning – der gennem årene op til den
ferste verdenskrig skulle vokse sig stadig strerkere – til den ny
232
—-~——–‘-‘-·——–…….!!!!!!!!-!!!!’!!!!~~~*========~;;;:;;;====——iiiliilllllliiiililallll:l-=—-··
Danmarks vej til Atlantpagten
militrermagt, der under det tyske kejserdemme voksede frem umiddelbart syd for vor grrense. Vi levede i disse år under ernens
skygge, og vor politik var prreget deraf, men dog med en stadig
fastholden af, at alt dette kom ikke os ved. Det var en frelles
dansk politik. Ligegyldigt hvilken politisk farve, regeringen havde,
havde alle parter i virkeligheden bortset fra en forskellig indstilling med hensyn til orofanget af vore forsvarsstyrker, den samme
principielle neutralitetspolitik som rettesnor. Det gjaldt både Estrups hejre, der regerede landet i 17 år, I. O. Christensens venstre,
der overtog magten ved århundredskiftet, og det radikale venstre,
der efterfulgte det i årene op til og under den ferste verdenskrig:
Danmark ville ikke lrengere lege med.
Den ferste verdenskrig syntes at bekrrefte rigtigheden af denne
politik. Det lykkedes os at holde os udenfor. Omstrendighederne
var os gunstige. To ting bidrog hertil. Begge parter havde i det
mindste i sterstedelen af krigen intet enske om at bryde denne
neutralitet. Man havde på forskellig vis fordel af den, og da tanken
om at bryde den opstod i Tyskland, var det på et tidspunkt, hvor
man kom til den konklusion, at skent Danmarks forsvar naturligvis kunne vreret lebet over ende, var det alligevel så strerkt, at de
ofre, man mätte bringe derfor, var for risikable under den miltrersituation, Tyskland da befandt sig i. Der har stået strid i Danmark
om denne vurdering. Senere offentliggjorte dokumenter synes at
vise, at den forsvarsordning, Danmark havde gennemfert i 1909,
og som havde muliggjort, at vi under krigen kunne holde en betydelig sikringsstyrke og også en ikke ubetydelig flåde, faktisk
spillede en rolle ved afgerelsen, men man drog ikke i den tid, der
kom derefter, for flertallet af det danske folk eller de danske partier konsekvensen deraf. Man mente, at det var selve den politiske
linie, vor erklrerede neutralitetspolitik, der smidigt var blevet gennemfert ved krigens udbrud ved handlinger – mineudlregningen
i Storebrelt- der bekrreftede dens tendens, som havde sikret landet
mod at blive inddraget i de politiske begivenheder. Efter verdenskrig no. 1 var neutralitetspolitiken mere befmstet i det danske folk
end nogensinde.
Verdenskrigens afslutning ferte til Nordslesvigs genforening
med moderlandet, en national oprejsning, der styrkede en måske
naiv tro i befolkningen på, at retfrerdigheden tilsidst sejrede, og
som gav eget styrke til en national selvtillid, der langsomt var
vokset frem fra århundredskiftet, og som srerligt blev bäret af det
nye slregtled, der ikke havde de hitre minder så levende som de
233
Ole Bj0rn Kraft
reldre, og som meget rigtigt felte, at land og folk ikke kan leve på
pessimisme, men må have tro på sin egen fremtid.
Dette forandrede dog hverken landets udenrigspolitik eller dets
forsvarspolitik. Neutraliteten blev fortsat gennemfert, og da et nyt
Tyskland under Hitler genskabte Tysklands militrermagt, blev den
politiske stilling nogenlunde, som den havde vreret fer verdenskrig
no. l. Man taler i vore dage så meget om suverreniteten og har ikke
mindst i forbindelse med Danmarks tilslutning til den Nordatlantiske Traktats forsvarsfrellesskab dreftet, hvilken indflydelse dette
kunne have på vor suverrenitet. Det er jo umiddelbart klart, at når
man står i et frellesskab, må man samvirke under dette. Man kan
ikke egenmregtigt på de områder, frellesskabet omfatter, trreffe
sine beslutninger, så lidt som de andre deltagere kan det, men må
i frellesskab sege frem til, hvad man mener er nedvendigt for, at
frellesskabets mål kan blive nået. Det er dog vrerd at notere, at
heller ikke neutralitet kan sikre en mod beslutninger, som ikke kan
betegnes som et helt udtryk for ens suverrene vilje.
Som exempel herpå kan nrevnes, at Danmark ene af alle stater i
Folkeforbundsrådet undlod at give sin stemme til fordemmelse af
Hitlers brud på Versailles-traktaten, da den almindelige vrernepligt blev indfert i Tyskland. Det var et udtryk for den tendens,
vor neutralitet havde, for vor vilje til ikke at blande sig i det store
spil, men det kunne ikke vrere et udtryk for, hvad vi fandt var ret
og rigtigt, eller hvad vi selv måtte enske. Da Tyskland tilbed os
en ikke-angrebspagt, sagde vi ja, skent vi ikke havde nogen tillid
til indholdet af denne pagt. Vor neutralitet gav os ikke den frihed,
som Sverige og Norge, der lå fjernere og mindre udsat, mente at
kunne have, da de sagde deres nej.
Kommende begivenheder kaster deres skygge foran sig, og det
ferte i Danmark også til, at vi under indtrykket af hele udviklingen tog spergsmålet om vor forsvarsorganisation op til undersegelse, menuden at det lykkedes os, således som det var lykkedes
i Sverige, at nå til enighed om et forsvar, som blot kunne gere et
forseg på at lese de opgaver, det kunne blive stillet overfor. Vor
neutralitet var i realiteten en ubevcebnet neutralitet.
Da verdenskrig no. 2 udbred, klyngede vi os til håbet om, at vi,
ligesom det var lykkedes i verdenskrig no. l, også i denne krig
drekket af vor vilje til at holde os udenfor skulle kunne undgå at
blive inddraget i begivenhederne. Den 9. april knustes dette håb.
Nu drog den tyske militrerledelse ud fra sine erfaringer fra den
ferste verdenskrig, srerligt med hensyn ti1 nedvendigheden af at
234
————-.c——————-~————–~—-~~
Danmarks vej til Atlantpagten
have direkte adgang til det åbne hav for sine u-både, den konklusion, at en besrettelse af Danmark og Norge var en nedvendighed
også for at foregribe, at der her skulle blive dannet en modfront
mod Tyskland. Denne gang var der ingen dansk forsvarsmagt, som
skrremte fra at bringe de nedvendige ofre, lige så lidt som der var
det i Norge. Danmark blev besat, uden at vi fik tid til blot at
mobilisere de svage styrker, vi kunne have stillet på benene, og
fem lange ufrihedens år fulgte efter.
I disse år foregik der en forandring i det danske folks indstilling.
Den blev ligesom mere virkelighedsbetonet. Vi levede ikke lrengere
i det ldyllien, som vi troede at have skabt os- vi smagte ufrihedens hitre bred. Vi oplevede, hvad det vil sige at leve under retsleshed, en evig utryghed på liv og ejendom, uden mulighed for at
beskytte de vrerdier, som var blevet vort folks eje, skabt som de
var af vor egen fri vilje og indsats, og vi felte, hvor ulideligt det
var dag efter dag at se uret blive begået og at måtte tåle den.
Ud af alt dette voksede srerligt hos den unge slregt en modstandsbevregelse frem, en modstandsbevregelse, der var et udtryk for
folkets selvopholdelsesdrift, og som for det enkelte menneske var
resultatet af hans moralske felelse af at have en pligt til at srette
sig op mod uret, hvor svag og magtesles han og folket end måtte
fele, at vi var. Vi forstod, at et folk ikke kan leve af andres nåde, at
det selv må krempe for sin frihed, og at i en verden, som den, der
er blevet det 20. århundredes barske og blodige, må der srettes den
styrke, der er mulig, bag ved politiken. Det ferte til bruddet med
tyskerne, forberedt dels gennem folkets tilslutning til modstands·
bevregelsen, dels gennem de strejkebelger, der blev svaret på overgreb, og til regeringens og rigsdagens beslutning den 28. august
1944 om ikke lrengere at ville felge de tyske ordrer. Det ferte i
virkeligheden Danmark ind mellem de allierede i en skjult krig,
hvor de officielle og uofficielle krrefter i landet samvirkede. Vi
opherte med at vrere neutrale, ikke blot i tankegang og indstilling,
men også i handling.
Danmark gik ud af krigen og ind i freden som en allieret. Denne
stilling blev bekrreftet ved indbydelse til at deltage i San Francisco-konferencen, der skabte De Forenede Nationer, og ved de
krigsfarendes anerkendelse af den samlingsregering af partiernes
reprresentanter og modstandsbevregelsen, der stod rede til at overta.ge styret i Danmark natten mellem den 4. og 5. maj 1945. Det
ferte os til en anden indstilling over for forsvaret. Der var, i det
mindste i den ferste tid efter krigen, ingen dybtgående uenighed
235
Ole Bjern Kraft
mellem partierne mod de ret vidtgående forsvarsforanstaltninger,
som blev besluttet, og som skulle danne grundlag for et nyt dansk
forsvar. Jeg siger udtrykkeligt grundlag, thi vi gik ud af krigen
herevet alt. De våben, vi under neutraliteten havde skaffet os, og
som i vrerdi kunne anslås til1500 mill. kr., varenten gået tabt ved
srenkning af skibe og sabotage eller var simpelthen overtaget af
besrettelsesmagten. Alle de midler, vi havde anvendt på dem, uden
at anvende tilstrrekkeligt og uden at have sikret os forbundsfreller,
der kunne hjrelpe os, var i virkeligheden givet forgreves, ja, viste
sig, da det kom til stykket, at blive til fjendens fordeL
En erfaring, som også skulle blive medbestemmende for vor
holdning, da vi blev stillet over for muligheden af at tilslutte os
Atlantpagten.
Vi frestede nu efter befrielsen vor lid til De Forenede Nationer.
Vi håbede på, at de magter, hvis forenede anstrengelser havde f0rt
til nazismens sammenbrud, nu ville blive forenet til beskyttelse af
freden og genopbygningen af en 0delagt verden. Vi troede på et
nyt og fredeligt verdensbillede, men vor indstilling over for forsvaret var blevet mere positiv. Vi forstod, at vrergel0s kunne man
ikke ligge hen. Vanskelighederne ved at opbygge et virkeligt forsvar var imidlertid nresten uoverkommelige for et folk af vor
st0rrelse og med vore 0konomiske muligheder.
Vore forestillinger om, hvorledes verdensbilledet ville tegne sig,
blev for os som for andre folk brat s0nderrevet, da Czekoslovakiets
fald i 1948 pludselig oplyste en helt anden verden, end de fleste
sikkert havde forestillet sig. Den viste os, at vi befandt os i en
situation, som på mange måder kunne sammenlignes med tiden i
1930’erne.
Mod vest en verden, der vendte ryggen til krigen og alt, hvad dens
var. Den havde hjemsendt sine soldater, ombygget sin krigsproduktion til fredsproduktion og var lige så splittet, blot endnu mere
svag og udmattet end efter den f0rste verdenskrig. Den var militrer
svag, ber0vet sine ressourcer og reserver i andre verdensdele og med
en befolkning udmattet af krigens hårde tag. Mod 0st så vi, at
den rrekke stater, som vi havde trenkt os skulle udvikle sig til frie
demokratiske stater, på een gang bro og front mellem 0st og vest,
var blevet inddraget i den sovjetiske magtsfrere, og at der herved
var blevet skabt en strerk militrerblok, der ikke var blevet svrekket
ved hjemsendelse af soldaterne, og hvis krigsproduktion stadig
var i fuld sving. Czekoslovakiets fald viste os, hvad der kunne
ske. Vi havde set, hvorledes det var lykkedes Hitler i en ganske
236
Danmarks vej til Atlantpanten
tilsvarende situation at nå en lang rrekke afgorende resultater,
som var gennemtrumfet på hans militrermagts baggrund, og som
man ikke, fordi man var splittet og svag, havde vovet at modsrette
sig. Ingen kunne benregte, selvom man naturligvis ikke kunne
have nogen vished derom, at lignende muligheder nu var tilstede,
hvis demokratierne fortsatte den eksisterende tilstand.
Man siger så ofte fra pacifistisk side, at oprustning forer til krig.
Vort slregtleds erfaringer er, at afrustning, hvis den ikke omfatter
alle, f0rer til krig, fordi det i lrengden er en nresten uimodståelig
fristelse for den militrert strerke til at misbruge sin magt, at gennemtrumfe sine politiske formål med sin militrere magt som trusel
i baghånden eller ved direkte anvendelse af den.
I vesten rejste sig da sporgsmålet om, hvilken stilling man skulle
tage til det pludselig rejste problem. At lade sporgsmålet ubesvaret, turde ingen. Den forste reaktion blev dannelsen af V estunionen mellem Storbritannien, Frankrig og Benelux-landene. Ved
denne beslutning kom een ting imidlertid til at stå klart: at der
ikke lrengere var nogen stat i Europa, som alene og ved egen hjrelp
stillet over for de magtfaktorer, der nu var i gang, kunne lose sit
militrerproblem. Der fandtes ikke lrengere i Europa stormagter i
dette ords 20. århundredes betydning. Der var kun to magter:
De Forenede Stater i Amerika og Sovjetrusland, og stillet alene
og enkeltvis isoleret kunne de vestlige europreiske stater ikke regne
med at kunne opbygge et forsvar, der i lrengden kunne bestemme
begivenhedemes forlab.
Tanken om Atlantpagten groede frem af disse overvejelser. Da
Hitler i 1939 begyndte sin krig, kunne han gore det i bevidstheden
om, at han over for sig kun havde det splittede og efter hans opfattelse svage vestlige europreiske demokrati, at Amerika havde
trukket sig tilbage i sin isolationisme og havde vedtaget neutralitetslove, der hindrede Amerika i at komme et angrebet Europa til
hjrelp. Vi ved alle, hvor nrer Hitler var ved at nå det mål, han
havde sat sig: at kaste dette Europa fuldstrendig til jorden, for
Amerika trådte ind på skuepladsen, og at det kun var Englands
stredige benregtelse af at vrere besejret, der hindrede Hitler i at
have underkastet sig Europa på en sådan måde, at han i årtier
kunne vrere sikker på at kunne afvrerge et angreb over havet. Et
forsvarsforbund mellem det vestlige Europa og de to store demokratiske stater hinsides havet: USA og Canada, syntes at vrere
det eneste svar på tidens nodvendighed.
Også her i Skandinavien rejstes forsvarsproblemet på baggrund
237
Ole Bj0rn Kraft
af den udvikling, som jeg her har skildret. To af de skandinaviske
stater vidste, hvad en stormagtskrig beted. Besrettelsens freiles
oplevelser havde rendret deras indstilling, udenrigspolitisk og forsvarspolitisk, og i Sverige havde en levende forsvarsvilje skabt et
forsvar, der på detta tidspunkt var et af de betydeligste i Europa.
Vore landes freiles syn og freiles interesser i fredens og demokratiets tjeneste rejste helt naturligt i den givne situation tanken om
et samarbejde på det udenrigs- og forsvarspolitiske område.
Der er da heller ingen tvivl om, at der i befolkningerne var en
rerlig vilje til et sådant forsvarssamarbejde. J eg tror, at sterstedelen af de nordiske folk inderligt håbede på et positivt resultat
af vore forhandlinger dengang, og i mange sind, ikke mindst i
Danmark, fik de 550-årige tanker fra Kalmar ny nrering.
Alligevel måtte man efter mederne i Kebenhavn og Oslo i jannar
1949 fastslå, at det ikke var muligt at nå den fornedne samsternmighed om forudsretningerne for og konsekvenserne af et alliancefrit skandinavisk forsvarsforbund. Det er naturligt at stille det
spergsmål: Hvorfor bred forhandlingerne sammen, og hvorfor tilsluttede Danmark og Norge sig Atlantpagten umiddelbart efter
Oslo-medet, til trods for at det under dette kun konstateredes, at
det for tiden ikke var muligt at skabe de fornedne forudsretninger
for et sådant forsvarsforbundY
Den forskellige skrebne, der blev de skandinaviske lande til del
under den sidste verdenskrig, er måske en central årsag til, at det
ikke lykkedes at danne et skandinavisk forsvarsforbund i 1949.
Troen på, at det var muligt at forblive neutral i en storkonflikt
rystedes i sin grundvold i Danmark og Norge, medens Sverige
formåede at hrevde sin neutralitet.
Krigen fik herved forskellig psykologisk betydning i vore lande
og har vel bevirket, at man vurderede udenrigspolitiske kendsgerninger og muligheder ud fra forskellige udgangspunkter. Krigens
virkninger vanskeliggjorde også på anden måde virK.eliggerelsen
af et skandinavisk forsvarsforbund. Den tyske besrettelse af Danmark og Norge medferte, at vore forsvarsstyrker afvrebnedes, så-
ledes at vi efter krigen måtte opbygge vore vrern helt fra bunden.
I Sverige ofrede man store summer på at fere landet uantastet
gennem magtopgeret med det resultat, at Sverige gik ud af krigen
med et forsvarsberedskab, der måtte aftvinge ethvert land respekt.
Det var bl. a. under disse forudsretninger, vi dreftede mulighederne for et skandinavisk forsvarsforbund, og jeg feler trang til at
sige, at Sverige ved at deltage i disse dreftelser og ved at fremsrette
238
Danmarks vej til Atlantvagten
et storsindet tilbud om garantier til de skandinaviske brodrefolk
gjorde Norden en tjeneste, som nutiden såvel som fremtiden vil
vide at give sin rette placering.
Sveriges forpligtelser i henhold til forsvarsforbundet ville uvrngerligt i begyndelsen vrnre blevet storre end de ovrige deltageres,
og det krrnvede storre imodekommenhed for Sverige at opgive sin
hidtidige form for neutralitet til fordel for et forsvarsfrnllesskab,
end tilfrnldet var i Danmark og Norge.
Et hovedpunkt i droftelserne var sporgsmålet om, hvorledes og
på hvilke viikår de nodvendige leverancer af våben og andet materiel kunne fås, om de kunne tilvejebringes indenfor en rimelig
tid og på okonomisk overkommelige vilkår, hvilket var en forudsrntning for, at et skandinavisk forsvarsforbund kunne bringes i
stand.
Fra norsk side og også indenfor kredse i Danmark var man af
den opfattelse, at en henvendelse til udlandet om materielsporgsmålet også burde omfatte en droftelse af Skandinaviens sikkerhedspolitiske probierner med de vestlige stormagter.
Eegrundelsen herfor var, at en henvendelse alene om våbenleverancer m. v. kun havde små chancer, hvis man ikke var indstillet
på samtidig at drofte det principielle sikkerhedsproblem. Man
havde også tvivl om, hvorvidt et skandinavisk forsvarsforbund i
lrnngden kunne lose denne opgave uden en i forvejen attalt hjrnlp
udefra. Sverige måtte imidlertid stå fast på det standpunkt, at
forsvarsforbundet skulle vrnre fuldstrnndig uafhrnngigt af udenforstående magtgrupperinger.
Det lykkedes som bekendt ikke at slå bro over disse meningsforskelligheder, der resulterede i Oslo-modets nedslående communique.
· Kun vil jeg understrege, som det også skete i meddelelsen fra Oslomodet, at sammenbrudet af disse forhandlinger ikke betyder, at
dermed var båndene mellem de skandinaviske lande bristet, således
at et nordisk samarbejde horte fortiden til. Dannelsen af Det Nordiske Råd har vist, at det trods den forskellige vej, vi har valgt
udenrigspolitisk, er det på alle andre områder mere levende end
nogensinde.
Båndene mellem vore lande og vort nrnre interessefrnllesskab er
en ubrydelig garanti for, at Norden altid vil vrnre mere end et
blot geografisk begreb. Skilt i vor udenrigspolitik, er vi forenet i
frnlles livssyn og idealer.
Jeg skal i korte trrnk anfore de bevrnggrunde, Danmark havde
239
Ole Bjorn Kraft
til umiddelbart efter de skandinaviske forhandlinger – ligesom
Norge- at tilslutte sig Atlantpagten.
Vi gjorde os ingen falske forestillinger om den militmre styrke,
der stod til vor disposition. På den anden side var vi fast besluttede på at vmrne vor frihed og selvstmndighed, og da det stod os
fuldstmndigt klart, at vi ikke magtede denne opgave alene, måtte
vi sege kollektiv sikkerhed, og vi måtte sege en hurtig lesning af
vort forsvarsproblem og kunne ikke afvente, at der eventuelt senere
måtte vise sig mulighed for at gennemfere et skandinavisk forsvarsforbund. Efter at mulighederne for en isoleret svensk-dansk
alliance i de to lande var blevet overvejet med negativt resultat,
modtog Danmark derfor indbydelsen til at tilslutte sig Atlantpagten.
Vi erkendte at l) uden for vil vor situation i det mindste m&nge
år fremover i en farefuld og utryg verden bliveden samme som i
193oerne, i realiteten våbenles og uden tilsagn om forberedt hjmlp,
hvis krigen skulle komme. Alle vore erfaringer advarede os derimod, 2) ved vor tilslutning sammen med Norge fortsatte vi så at
sigeden udvikling, der havde fundet sted under krig og besmttelse.
Norges og Danmarks forsvar havde vi erfaret var strategisk sammenfaldende, 3) demokratisk fmllesskab måtte under disse omstrendigheder for os stå som den naturlige konsekvens, hvis vi skulle
nrnre et håb om, at de livsvrnrdier, samfundsformer og idealer, som
vi havde set foran udslettelse, skulle kunne bevares. Vi traf beslutningen, og det flertal, der gennemferte den i den danske rigsdag,
Socialdemokratiet, venstre og konservative, er stadig fast besluttet
på at fastbolde den.
240

Comments are closed.

ANNONSER:

Axess

Pengar för ingenting

webshop_banner

Ladda ner E-boken om Liberalkonservatism