Print Friendly

Opdragelse til Sovjetmenneske

Av Redaktionen | 31 december 1956


1956


Artiklarna från Svensk Tidskrifts årsböcker är inskannade och sedan hjälpligt överförda till text. Denna sida ska mest ses som en bas för sökfunktionen. Läsbarheten blir bäst om man väljer PDF-versionen.

Acrobat Reader för att läsa PDF kan hämtas här.

OPDRAGELSE TIL SOVJETMENNESKE
Av J(/JRGEN HATTING
ENHVER historisk og politisk interesseret ved, at et samfund afspejler sig i dets opdragelse af ungdommen. Sådan var det i Sparta,
og sådan har det vreret siden, omend de to kendte ord, at sejren
ved Waterloo blev vundet på Etons sportspladser, og at sejren ved
Sedan skyldtes den tyske skolelrerer, vel som alle simplificerende
forklaringer på historiske begivenheder kun rummer en del af sandheden.
Vil man lrere den totalitrere stat at kende, er studiet af dets skoleog opdragelsesvresen derfor fundamentalt vigtigt. Da kendskabet til
russisk imidlertid er ringe i Vesteuropa, er vor mulighed for at lrere
russiske opdragelsesidealer at kende, ret begrrenset. Men her yder
den tyske sovjetzone – »Den tyske demokratiske republik» -en
helt anden mulighed. At få fat i filsityske skolebfllger, predagogiske
tidsskrifter o. s. v. lader sig gfllre uden stfllrre vanskelighed, og da
man med nogenlunde sandsynlighed kan gå ud fra, at opdragelsesmetoderne er ens i alle de folkedemokratiske lande, kan man her
studere dette centrale problem på grundlag af et ffllrsteklasses kildemateriale.
I årene efter 1945 prregedes den filsityske skole ganske naturligt
af de store vanskeligheder, der var forårsaget af mangel på lokaler,
lrerere og ikke mindst egnede lrerebfllger. Ffllrst i 1949 havde man fået
skabt de nflldvendige forudsretninger for en sovjetlisering af undervisningen, og fra 1952 har denne fäet fast form i overensstemmelse
med de sovjetrussiske skoletanker, som enhver fllsttysk lrerer skal
kende enten i oversrettelser eller – og helst – på originalsproget I
de ffllrste år måtte man klare sig med oversrettelser af sovjetrussisk
predagogisk litteratur, men i de senere år har flisityske lrerere udfoldet en omfangsrig forfattervirksomhed, så man nu på grundlag
af bfllger og tidsskriftartikler, skrevet på tysk af tyskere, kan få et
klart indtryk af undervisningens mål og midler, og det er dette arbejde, der ligger til grund for nrervrerende artikel.
Opdragelsens vigtigsie mål er at skabe det nye menneske, sov- 278
Opdragelse til Sovjetmenneske
jetmennesket, der er vidt forskelligt fra mennesket i de vestlige
lande.
En af Sovjetzonens mest fremtrredende skolemrend, Werner Dorst,
leder af det predagogiske centralinstitut i 0stberlin, skildrer i tidsskriftet »Pädagogik» 1953 forskellen på de to mennesketyper så-
ledes:
»Det moderne kapitalistiske samfund frembringer njiidvendigvis mennesker, der hos sig udvikler alle egenskaber for at skabe uindskrrenket
virksomhed for den moderne kapHalismes love. Deres trenken og handlen,
deres fjiilelse og deres moral hedder: udbytning, fysisk og moralsk undertrykkelse og forkrjiibling af menneskene, mord, rov og jiidelreggelse,
bagtalelse, udpresning og ljiign, egoisme, iver efter at gjlire karriere,
havesyge, bedrageri, demagogi. Hvad er det dog for modbydelige misdannelser af »mennesker». Sådanne mennesker gives der da ikke? De
fandtes i Tyskland, de findes atter i Tyskland . . . de findes i Spanien
og Jugoslavien, i England og Amerika … og disse såkaldte mennesker
fjlirer krig mod koreanske kvinder og bprn og myrder vrergeljiise krigsfanger.»
Efter at Werner Dorst således har skildret mennesketypen i Vestenropa og i det hele taget på denne side jerntreppet, karakteriserer
han Sovjetmennesket således:
»Men det socialistiske samfund frembringer mennesker, der hos sig
udvikler alle egenskaber for at skabe uindskrrenket virksomhed for det
socialistiske samfunds love. Deres trenken og handlen, deres fplelse og
deres moral hedder: sikring af de maximale materielle og kulturelle tarv
for alle mennesker, alsidig fri udvikling for enhver personlighed, velstand og lykke for alle borgere, den stjlirste hjrelp for de lrengst tilbageblevne mennesker, enhver mulig lettelse for det arbejdende menneske,
hpjagtelse for mennesket og dets fredelige arbejde, skpnhed ved livet og
udsigt til glrede i de komroende dage …»
Efter således at have sidestillet det kapitalistiske og det socialistiske samfunds mennesker går Werner Dorst videre og giver
fplgende billede af, hvordan det bolchevistiske arbejdende menneske skal vrere:
»Han må kunne vrere hjiiflig, hård, godhjertet og ubjiinhjiirlig, alt efter
viikärene for hans liv og kamp. Han skal vrere en aktiv organisator, skal
vrere sejg og hrerdet, kunne hrevde sig med myndighed og jlive indflydelse på de andre. Når kollektivet straffer ham, har han at nrere agtelse
for kollektivet og straffen. Han skal (soll) vrere glad, dristig, skal kunne
beherske sig selv, parat til kamp og til opbygning, egnet til at leve og til
at elske livet. Han skal vrere lykkelig.»
At skabe et sådant idealmenneske, som Werner Dorst her brevder
vil blive resultatet af sovjetopdragelsen, ligger unregtelig langt over,
279
: \.
Jfbrgen Hatting
hvad selv den mest optimistiske vesteuropreiske lrerer håber på.
Ingen af os drs>Smmer om at krreve af vore bs>Srn og unge, at de som
en fs>Slge af vor opdragelse skal vrere lykkelige.
Skabelsen af sovjetmennesket er skolens ene store mål. Det andet
er at skabe en god patriot. Allerede omkring 1950 begyndte fremtrredende s>Ssttyske lrerere at gs>Sre sig til talsmrend for, at undervisningen skulle lregges mere nationalt an, og man må her som
overalt huske, at når en ledende tysk lrerer i et på statens forlag
udgivet officielt tidsskrift gs>Sr sig til talsmand for et eller andet, er
det i overensstemmelse med regeringens s>Snsker. I Tidsskriftet »Geschichte in der Schule» for 1950 skriver Wolfgang Groth om den
patriotiske opdragelse må vrere:
»1. Krerlighed til eget folk som kilde til en regte nationalf!’)lelse.
2. Venskab med alle folk, isrer med Sovjetunionen og de folk, som i
den anti-imperialistiske-demokratiske lejr f!’)rer en forbitret kamp mod
verdensreaktionen.
3. Had mod reaktionen som motiv i kampen mod de bagstrreberiske
traditioner i eget folk og imod de indre og ydre fjender af den tyske
nations sande og fredelige interesser.
4. Aktivitet i hjemstavnens fredelige opbygningsarbejde og beredskab
til at forsvare det demokratiske grundlag og resultaterne af dette arbejde
imod alle !’)delreggende indflydelser eller fjendtlige angreb under mottoet:
‘Beredt til arbejde og til forsvar for freden.’» (Geschichte in der Schule,
juni 1950, s. 21.)
I de fs>Slgende fem år har man i sovjetzonens predagogiske tidsskrifter behandiet problemet om den patriotiske opdragelse grundigere. Med styrke har man understreget, at kun det socialistiske
samfund skaber forudsretningen for en regte nationalfs>Slelse. Derfor
vender man sig med voldsomhed mod mellemkrigstidens Tyskland,
ikke blot mod nazismen, hvad der jo er meget forståeligt, men også
mod det tyske Socialdemokratis politik i denne periode.
I »Geschichte in der Schule» 1954 finder man således en artikel af
Herbert Becher, der er den pverste leder af skolevresenet i f)stberlin.
Den hedder »Programmet for det tyske folks nationale og sociale
befrielse- Det tyske kommunistiske Partis historiske fortjeneste».
I den gennemgår han den tyske kommunismes stilling under
W eimarrepublikken og kommer også ind på de andre partiers
stilling. På side 457 skriver han:
»Det kommunistiske Parti i Tyskland stod siden sin grundlreggelse i
forbitret kamp mod de tyske monopolkapitalister og deres h!’)jresocialistiske lakajer. ‘Det var tillige kampen mod det tyske folks nationale trreldom skabt af de imperialistiske magter med U.s.A.-imperialismen i spid- 280
– \
”:-”
‘ i
Opdragelse til Sovjetmenneske
sen.’ (35 Jahre Kommunistische Partei Deutschlands. Berlin 1954, s. 13.)
De hpjreorienterede socialdemokraters og fagforeningslederes politik
hemmede den nationale og sociale befrielseskamp og beredte jorden for
det nazistiske demagogi. Gennem deres forbindelse med imperialisterne,
afslaget på tilbuddet om sovjetisk hjrelp og bagtalelse af den socialistiske
opbygning i Sovjetunionen havde de belastet det tyske folk med den
såkaldte erstatningspolitik, udplyndringen af de tyske arbejdere ved
hjrelp af Versaillessystemet …»
På samme måde bliver også det nuvrerende vesityske Socialdemokrati og dets leder Ollenhauer betragtet. I »Geschichte in der Schule»
1954, s. 582 hedder det således om de vesityske socialdemokrater:
»Lrenket til det borgerlige samfund finder de hpjresocialistiske fprere
kun ord mod militarismen. I praksis er de for forsvaret af den kapitalistiske udbytterstat. Det blev åbent udtalt af Ollenhauer, idet han ‘i
princippet anerkender’ ‘forsvaret’ af de ‘vestlige friheder’, det vii sige
af den borgerlige stat.»
Et meget vresentligt trrek i »den patriotiske opdragelse» er i det
hele taget hadet til U.S.A., Vestenropa og fremfor alt Den vesityske
Forhundsrepubliks regering. I den ovennrevnte artikel kan man om
Vesttysklands tilslutning til Europabrer-tanken lrese fplgende:
»Trods alle fiaskoer holder Adenauer stredigt fast ved sin proamerikanske og antinationale politik … besrettelsesmagterne skal i årtier forblive i Tyskland; ‘den nationale arme’ kan såvel srettes ind mod det
tyske folk som mod ethvert arrdet folk og i et hvilketsomhelst land.
Denne hrer skulle vel bestå af tyskere, men den ville blive en lejetrop
for monopolkapitalen imod det tyske folks demokratiske krrefter og et
angrebsinstrument imod Tysklands naboer, isrer mod folkerepublikkerne
i Europa og Sovjetunionen. En sådan brer er ikke noget tegn på suverrenitet, således som den krigslystne, amerikaunderdarrige Adenauer-klike
forspger at fortrelic det tyske folk, men et udtryk for det mest skaml!’lse
forrrederi mod det tyske folks interesser, udtryk for den mest ynkelige,
slaviske afhrengighed af de amerikanske imperialister og de amerikanske
militarister i Pentagon.» (S. 585.)
Hvorledes den pgede interesse for en patriotisk opdragelse afspejler sig i lrerebpger og undervisningsplaner, kan man måske
klarest se ved at betragte skildringen af 1813- det år, da det tyske
folk rejste sig mod Napoleons herredpmme. I 1950 skriver Gerhard
Kluge i »Geschichte in der Schule» (juli, s. 28):
»Året 1813 er gået over i historien som befrielsens år. Kun blev svaret
på et lille spprgsmål i almindelighed glemt i den oficielle historieskrivning. Hvem blev befrict? …»
I slutningen af artiklen når han til det resultat, at »det var en befrielse,
som konge og adel forberedte, ledede, og hvis frugter de h!’lstede».
281
-~. J’-,- .• ‘·
Jfbrgen Hatting
Men siden da har vurderingen rendret sig. Nu indeholder skolebpgerne !ange skildringer af Bliicher, Scharnhorst, Gneisenau og de
pvrige preussiske generaler. I fjor udkom der således en udgave af
general Gneisenaus skrifter, udgivet af selveste undervisningsminister Fritz Lange, der er medlem af det kommunistiske partis centralkomite. Lange karakteriserer helten i bogen således:
»De tyske patrioter af i dag ser fyldt med stolthed på patrioterne fra
1813, som skulder ved skulder med de russiske patrioter beredte Napoleon
et forsmredeligt endeligt. De fpler sig beslregtet med dem i deres kamp
for vort fredrelands enhed, frihed og uafhrengighed . . . Gneisenaus liv
genspejler et lrererigt afsnit i vort folks historie. Det lpnner sig at lrese
hans breve og betrenkninger: thi Gneisenau var en mand – en mand af
geni.» (S. 60 f.)
Denne udvikling ‘afspejler ipvrigt npje udviklingen i Sovjetunionen. Også her er undervisningen blevet mere og mere nationalistisk
prreget. I et af de sidstudkomne numre af »Geschichte in der Schule»
– for december 1955 – gives der såledt>s en oversigt over undervisningsmateriel, skrevet af Werner Hortzschansky, direktpr for det
tyske centralinstitut for undervisningsmateriel. Han kommer også
ind på spprgsmål om film i historieundervisningen og udtrykker
håbet om, at man i 0sttyskland vii få patriotiske film svarende til
de russiske »Panserkrydseren Potemkin», »Manden med gevreret»,
»De fra Kronstadh, »Peter den Store», »Kutusow» (Kutusow var
den russiske overgeneral i kampen mod Napoleon).
I årene 1950-55 har man altså kunnet se denne tendens blive
strerkere og strerkere, og i skoleplanen for dette skoleår – altså
for 1955/56 – fastslår det psttyske undervisningsministerium, at
en uddybning af den patriotiske opdragelse er skolens vigtigste
opgave i den kommende tid. Friedrich W eitendorf, der ipvrigt har
skrevet doktorafhandling om den patriotiske opdragelse, kommenterer denne anordning i det fprnrevnte decembernummer af »Geschichte in der Schule». Han skriver:
»Da den patriotiske opdragelse er blevet den centrale opgave, må alle
forholdsregler i undervisningen i skolen og i arbejdet uden for skolen
besternmes af den og tjene udviklingen af patriotiske fplelser og overbevisninger såvel som opdragelse af viljen til patriotisk handlen.»
Mig bekendt har man aldrig i noget vesteuropreisk demokratisk
land, end ikke i slutningen af det 19. århundrede, kunnet finde et
skolevresen, hvor den aktive nationalfplelse således gpres til undervisningens absolut vigtigste mål.
282
f:
\.
”/
Opdragelse til Sovjetmenneske
Meget vigtigt for :.den patriotiske opdragelse~ er det, at bj1.irnene
og de unge lrerer att beundre og elske prresident Wilhelm Pieck.
Werner Dorst skriver i sin predagogiske lrerebok »Erziehung, Bildung und Unterrichb 1953, s. 107 herom:
»Opdragelse af eleverne til krerlighed og h!!ljagtelse for vor prresident
Wilhelm Pieck er indbefattet i vor tyske demokratiske skoles almindelige
og h!!ljeste opdragelsesmål. Det er altså lrererens opgave igennem undervisnings- og skolearbejdet at forankre denne h!!ljagtelse dybt og fast i
enhver elev. Denne bevidste opdragelse begynder den f!!lrste skolerlag og
bliver f!’lrt videre gennem alle skoleårene. Et smukt billede af prresidenten, så vidt muligt et billede, der giver udtryk for hans krerlighed til de
Unge Pionerer og alle b!!lrn, bliver anbragt på en smuk plads i klassevrerelset. Det er allerede et lille klassearrangement, som efterlader et.
blivende indtryk og, i overensstemmelse med klassetrinnet, bliver fuld-·
hyrdet under deltagelse af b!’lrnene. Udsmykningen af billedet på republikkens srerlige festdage eller på dage, der gennem hans afg!’lrelser
brerer et srerligt prreg, bliver til en bevidst og glad ud!’lvet sredvane
og selvf!!llgelighed for eleverne. Eleverne samler billeder og billedudsnit, som viser deres prresident blandt arbejderne i fabrikkerne,.
blandt b!’lnderne, i ingeni!’lrers, videnskabsmrends og lrereres kreds,.
og frem for alt billeder, der viser deres store ven og f!’lrer midt
mellem de Unge Pionerer. I den tid, man bruger til at forberede dagen
for grundlreggelsen af Den tyske demokratiske Republik og på vor prresidents f!’ldselsdag beskreftiger lrereren sine elever med at sammensrette
livfulde billedbiografier af vor prresident, som giver udtryk for hans.
ufejlbarlige kamp for den tyske arbejderklasses og hele det tyske folks
befrielse …
Derfor må tyskundervisningen fra f!’lrste til sidste skoleår stadigt levendeg!’lre nye typiske karaktertrrek hos prresidenten, svarende til elevernes fatteevne … I historieundervisningen viser den tyske historie i
de sidste årtier og isrer den tyske arbejderbevregelses historie vor arbejderf!’lrer ved siden af Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg og senere frem
for alle ved siden af vor uforglemmelige Ernst Thälmann.
Således bliver Wilhelm Piecks liv og kamp til et tema, der ledsager
den samlede undervisning. Fortrellingerne om ham, !resningen af hans.
taler og skrifter, de indgående dr!’Sftelser af hans tanker om den fremskridtsvenlige, realistiske kunst, hans arbejdsdag og dennes disciplinerede inddeling, hrerdningen og opretholdelsen af hans legemlige krrefter
h!’ljt op i alderen, hans eksempell!’lse mod i kampen mod klassefjenden,.
hans dybe hjertelighed og hans kammeratlige tillid, hans dybe krerlighed
til Sovjetunionen og til den uforglemmelige Stalin – alt indtager i undervisnings- og skolearbejdet sin bestemte plads …~
Om den nyligt proklamerede afstandtagen fra »persondyrkelse~
også vii ramme denne side af undervisningen, er naturligvis umuligt
at vide, men i så fald må alle lrerebj1.iger i faget Tysk i grundskolen
laves om.
283
….
N;rgen Hatting
Her sty.ider man nemlig stadig på Wilhelm Pieck. Barnets fy}rste
bog hedder – betegnende for den psttyske skoles mål – »Lesen
und Lernen». Her er et stykke om Wilhelm Pieck. Man ser h am
omgivet af en flok glade unger på den ene side, på den fplgende
ses han inspicere en arbejdsplads, og endelig my.ider man ham
beskreftiget med at hjrelpe nogle mennesker, der sy.iger hans bistand.
T eksten begynder således:
»Vor prresident Wilhelm Pieck er en ven af b~rn. Han vil have, at
alle b~rn er raske, og at de bliver kloge. Derfor skal de here i smukke
skoler og lege forn~jet på store legepladser. Han vil have, at b~rnene
skal lrere vort smukke Tyskland at kende. Derfor skal de i ferierue rejse
til havet eller i bjergene og kunne leve i de unge pionerers lejre. Han
bes~ger også skolerne. B~rnene gireder sig over hans bes~g og skrenker
barn blomster. Han sigcr til drengene og pigerne: ‘Lrer flittigt, bliv dygtige arbejdere! Så kan vi bygge vort fredreland smukkere op.’»
Wilhelm Pieck synes iy}vrigt at bruge en ikke ringe del af sin tid til
at besy.ige skoler, for i lresebogen for 2. klasse my.ider vi ham atter.
Her skildres besy.iget således:
»Prresidenten satte sig. Til h~jre for ham sad Inge og til venstre for
ham Peter. De andre b~rn stillede sig rundt om ham. Vor prresident ville
vide, om vi kunne regne godt og spurgte os: ‘Hvor meget er 6 x 6?’
Alle svarede på een gang og hurtigt: ’36!’ Lille Inge så forhavset på os.
‘Du får en anden opgave af mig’, sagde prresidenten venligt til hende.
‘Hvor meget er 2 x 1?’ I sin ophidselse udbr~d Inge: ‘3!’ Alle lo, prresidenten, b~rnene og Inge selv. Nu var vi ikke lrengere bange, da prresident Wilhelm Pieck spurgte os videre.»
I samme bog my.ider vi den kloge og artige Josef, der kommer fra
et fattigt hjem. Hans kammerater vii have, at han skal låne dem
sine regnestykker, så de kan skrive dem af, og at han skal hviske til
dem, når de bliver eksamineret. Men sådan er den Idoge og artige
Josef ikke. Derimod vil han gerne hjrelpe de reldre med lektierne.
Og så ender historien:
»Den kloge dreng, der altid hjalp sine skolekammerater med at lrere,
men aldrig hviskede til dem,
var Josef Stalin.»
Nå den historie ryger jo nok ud i nreste udgave! Derimod kan
det vel trenkes, at de fplgende solstrålehistorier om Lenin og Thälmann får lov at blive.
Men lad os blade lidt i skoleby.igerne i de andre fag. Sty.irst interesse
har lrereby.igerne i Geografi og Historie.
I Geografi gennemgår man i 6 klasse de europreiske lande uden
284
. j …
Opdragelse til Sovjetmenneske
for Sovjetunionen og Tyskland. Bogen er udstyret med et fortrinligt billedmateriale, skildringerne af klima, plantevrekst og jordhundsforhold er, så vidt jeg kan skfiinne, uangribelige. Men hvad
fortreUer bogen om de forskellige folk og deres levevis? Her !reser
man i indledningen:
»Efter at sovjetarmeen i den anden verdenskrig havde befriet folkene
i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumrenien, Bulgarien og Albanien fra
fascismen, styrtede arbejderne også der godsejernes og kapitalisternes
herred!!lmme. De delte godsejernes jord ud og overf!!lrte alle vrerdier i
undergrunden, alle st!!lrre virksomheder, bankerne, jernbanerne og handelsskibene til folkets ejendom. Nu bliver der også i disse lande arbejdet
efter store planer. Deres lands rigdom kommer nu også der arbejderne
til gode. Således blev disse !ande til folkedemokratiske !ande. Overalt
bliver der taget nyt land under plov. Mange nye fabrikker opstår, i
hvilke jordens råstoffer bliver forarbejdet, og der bliver lavet maskiner.
Helt anderledes er det derimod i dag i Nord-, Vest- og Sydeuropas
kapitalistiske !ande. Der hersker ligesom tidligere storkapitalisterne og
godsejerne. De arbejdende mennesker, som arbejder i bjergvrerkerne og
fabrikkerne, i virksomheder inden for handel og samfrerdsel, og som
dyrker jorden, bliver udnyttet og f!!lrer et elendigt liv. Hvor rueget det
!!lkonomiske liv i de kapitalistiske !ande bliver hemmet, og hvorledes
arbejderne der bliver undertrykt, og hvorledes man forhindrer en udvikling, der gavner alle arbejdere, vii vi lrere at kende ved behandlingen
af de enkelte folk.
lmperialisterne i Amerikas forenede Stater har i dag bragt de kapitalistiske !ande i Vestenropa under deres herred!!lmme. Storkapitalisterne
i de enkelte !ande, fremfor alt også i Vesttyskland, forråder deres folk
og stiller sig i tjeneste hos den amerikanske krigspolitik, der er rettet
mod Sovjetunionen og alle de folk, der er dens venner.» (Lehrbuch der
Erdkunde, Europa, 5. udg., side 19 f.)
Det klareste indtryk af opdragelsen til sovjetmenneske får man
naturligvis af historiebf!igerne. De er bygget over den marx-engelske
lrere med hensyn til historiens udvikling: klasselflist ursamfund –
slaveholdersamfund – feudalsamfund – det kapitalistiske samfund- det socialistisk-kommunistiske samfund. Betegnende er det,
at slavernes kår i Athen har stfiirre interesse end Perikles, Spartakus’
slavcapstand end Augustus, Thomas Miinzer end Luther o. s. v.
Lrerebogen for 8. klasse omfatter Sovjetunionens og Tysklands
historie i det 20. århundrede. Fra USSRs historie et par eksempler:
Brest-Litovsk freden kaldes en »rovfred», der alene skyldtes
Trotzkis forrrederi.
Han »gav sig ud for at vrere en ven af revolutionen, men var i virkeHgheden en fjende af den revolutionrere bevregelse og blev senere åbenlys
agent for de imperialistiske magthavere». (S. 43.)
20- 563445 Svens7c Tids7crift 1956 285
‘·.
,,,-__…_,_…~ …..————·
Jt;jrgen Hatting
Oktoberrevolutionens verdenshistoriske betydning understreges
derved, at et helt kapitel alene handler herom, og derefter afmales
den russiske genopbygning i de mest strålende farver. Men, ak,
ethvert paradis har sine slanger. På side 62 !reser man om forholdene i 1930’erne:
»Agenter for de odenlandske imperialister, de russiske kapitalister og
godsejere spgte at hindre opbygningen af den socialistiske industri. De
pdelagde maskiner, bragte bjergvrerker til at styrte sammen, sprrengte
fabrikker og elektricitetsvrerker i luften eller satte dem i brand. Ogsä
i bolchevikkernes parti sneg forrredere sig ind. Arbejdernes stadige ärvå-
genhed demaskerede mange skadedyr. De blev straffet med ubpnhprlig
strenghed.»
For Tysklands vedkomroende får Versaillesfreden samme ublide
medfart, som Brest-Litovskfreden får. Den karakteriseres med
fplgende citat af Lenin:
»Man påtvang Tyskland en fred, men denne fred var ägerkarlenes og
bpdlernes fred, thi Tyskland og 0strig blev udplyndret og stykket ud.
Man fratog disse lande alle midler til at kunne leve, lod bprnene sulte
og dp af sult. Det er en utrolig rovfred.» (S. 128.)
For de seneste årtiers historie er det interessanteste ikke de selvfplgelige angreb på nazismen, men nokså meget behandlingen af
Vestmagternes optrreden under den anden verdenskrig. Således
fordpromes de anglo-amerikanske luftangreb i krigens sidste ord
på fplgende vis:
»Nu vendte krigen sig med hele sin vregt mod Tyskland. Dagligt
dukkede de anglo-amerikanske bombeeskadriller op for at kaste deres
dpdbringende last over byerne. Dag og nat hylede sirenerne. Tysklands
byer sank i ruiner. Forfor regnede ned over menneskene, brrendte dem
op, bomber spnderrev dem, sammenstyrtede huse begravede dem i luftbeskyttelseskreldrene.
Den anglo-amerikanske krigsfprelse satte fprst og fremmest sine bombemaskiner ind mod civilbefolkningen. Srerligt barbariske luftangreb fprte
de den 13. og 14. febrnar 1945 mod Dresden. Byen havde ingen militrer
betydning; den var fyldt med hundredtusinder tvangsevakuerede pstfra.
De sovjetfiske hrere krempede ved Oder og Ncisse, deres forspids var
allerede trrengt frem i nrerheden af Dresden. Byens befrielse var umiddelbart forestående. Da ramte den amerikanske krigsfprelses pdelreggelsesvanvid befolkningen. Resultatet af det barbariske bombardement
var 35,000 dpdsofre og svrere pdelreggelser i byen, indbefattende verdensberpmte, vrerdifulde kunstskatte.» (S. 252 f.)
Et interessant supplement til denne bog, der er obligatorisk i alle
psttyske skoler, danner Jurgen Kuczinskis »Das Land der frohen
286
1:
Opdragelse til Sovjetmenneske
Zuversicht», som skildrer Sovjetunionens historie. Forfatteren er
professor i 0stberlin og nationalpristager. Bogen er skrevet for
bprn i 12-13 års alderen og forsynet med illustrationer. Ligesom
nazisterne altid afbildede jpder på en ganske bestemt måde uden
hensyn til, om der overhovedet fandtes jpder, der så sådan ud,
tegnes her kapitalisterne. De er altid fede og brerer, selv når de
opholder sig inden dpre, hpje hatte. Af teksten vrelger vi fplgende
om Ruslands politik i 1939:
»Nreppe havde den (Sovjetunionen) overtaget den !’)stlige del af Polen
eller rigtigere den gamle vestlige del af Ukraine og Hviderusland, f!’)r
på tysk og engelsk og fransk anstiftelse de finske fascister forberedte
deres land til at vrere st!’)ttepunkt for en krig mod Sovjetunionen. Men
Sovjetunionen slog et overfald af finske grrensetropper tilbage den 30.
november 1939, besejrede den fremrykkende finske arme, og den 12.
marts 1940 blev der sluttet en fred med Finland, der fjernede de vrerste
trusler.» (S. 90.)
I samme bog lreser man fji)lgende:
»Sovjetunionen kan ikke overvindes
1. fordi Sovjetmenneskene som socialister er bedre mennesker end de
mennesker, der vokser op i det kapitalistiske samfund,
2. fordi den politiske ledelse i Sovjetunionen er en grundlreggende
anden end i de kapitalistiske lande, og er den bedste, og Sovjetunionen
kun f!’)rer slige rctfrerdige krige, som alle anser som n!’)dvendige for
deres liv,
3. fordi produktionsapparatet i Sovjetunionen helt kan indstilles på
frontens tarv, medens det i de kapitalistiske lande ikke i f!’)rste rrekke
skal tjene fronten, men skal bringe godsejerne og kapitalisterne profit.
. . . Af disse grunde kan Sovjetunionen ikke besejres. Ethvert land, der
angriber det, må tabe krigen.
Men godsejerne og kapitalisterne er dumme. De indser det ikke.» (S.
92 f.)
Man vii have bemrerket, at Kuzcinski omtaler Sovjetunionens
krige som »retfrerdige». At skelne mellem »retfrerdige» og »uretfrerdige» krige er noget meget vresentligt. Til de retfrerdige krige
hji)rer f. eks. den tyske befrielseskrig mod Napoleon i 1813 samt alle
folkedemokratiske staters krige. Derimod er naturligvis de imperialistiske staters krige »uretfrerdige».
I denne forbindelse kan man nrevne W alter Ulbrichts ord på den
2. partikongres i 1952: »Et våben og et våben er to ting. Et våben i
hånden på pestgeneral Ridgway er noget andet end et våhen i hrenderne på en antifascistisk arbejder eller en arbejdende bonde.»
Men hvordan gennemfji)res nu opdragelsen til kommunisme og
patriotisme? I 0sttyskland kan en lrerer ikke undervise efter den
287
·······–” ·————-
Jprgen Hatting
metode, der passer ham bedst, eller f. eks. i et fag som Historie lregge
hovedvregten på de perioder eller sider af udviklingen, han skflinner
er de vresentligste. I Sovjetzonen f(lilger undervisningen af regeringen fastsatte lreseplaner, og på den IV. partikongres har Walter
Ulbricht, 0sttysklands mregtigste mand, fastslået, at man n(lije skal
f(lilge disse undervisningsplaner. De fastlregger n(lijagtigt, hvor mange
timer man skal benytte f. eks. til at gennemgä Maxim Gorkis vrerker
eller den russiske oktoberrevolution. Og ikke nok med det. I undervisningsplanen kan man lrese, om hvilket hovedproblem hver enkelt
time skal dreje sig, og hvilke sp(lirgsmål, der b(lir stilles som de
vresentligste. Den russiske udenrigspolitik i 1920’erne skal således
gennemgäs, så eleverne er kommet til erkendelse af f(lilgende:
»1. Medens de imperialistiske staters odeorigspolitik retter sig mod at
isolere og overfalde Sovjetunionen, bliver grundlinien i Sovjetunionens
odeorigspolitik bestemt af arbejdet på at opretholde og frestne freden og
opretholde et nabovenligt forhold til alle lande på basis af ligeberettigelse og suverrenitet.
2. Grundlaget for den sovjettiske odeorigspolitik er den af Lenin og
Stalin udarbejdede lrere om fredelig samtidig beståen af de to systemer.
3. Medens imperialisterne på Genuakonferencen sf}gte at skabe en
enhedsfront mod Sovjetunionen, lykkedes det sovjetdiplomatiet gennem
udnyttelse af de i den imperialistiske lejr bestående modsretninger at
sprrenge den imperialistiske anti-sovjetfront. Dette betj!ld en vresentlig
styrkelse af den sovjettiske odeorigspolitik og dens indflydelse på verdenspolitikken.
4. Sovjetunionen stj!lttede sig i denne vanskelige og komplicerede kamp
for fredens opretholdelse på sin voksende politiske og j!lkonomiske magt,
på den moralske understj!lttelse fra arbejdernes millioner i alle lande,
på de !ande, som ville opretholde et nabovenligt forhold til Sovjetunionen og til slut på den berj!lmmelige rj!lde arme, der var beredt til at
beskytte landet mod ethvert angreb udefra.»
Hertil slutter sig to sp(lirgsmål, som eleverne skal besvare skriftligt hjemme:
»1. Hvori bestod de imperialistiske staters freiles mål?
2. Hvordan lykkedes det sovjetdiplomatiet at sprrenge antisovjetfronten og hindre den isoleringspolitik?» (Gesch. in der Schule 1954, s. 538.)
Planen her er et godt eksempel pä den »nutidsnrere» undervisning, der krreves i alle fag. Her er det let for lrereren at trrekke en
sammenlignirig med forholdene i 1950’erne. Også hjemmesp(lirgsmälene er af interesse. De belyser jo i h(lij grad elevens og sikkert
også i mange tilfrelde hjernmats politiske indstilling. Besvarelserna
forelregges skolelederen og lrererrådet, det säkaldte predagogiske råd
288
\.
Opdragelse til Sovjetmenneske
eller lrererkollektivet, og kan berryttes til kontroi såvel af undervisningens metode som af lrererens og elevernes politiske indstilling. I
lrererkollektivet har ipvrigt også srede den lokale leder af de Unge
Pionerer og for de hpjere skolers vedkommende lederen af FDJ
(Bund Freier Deutscher Jugend) – henholdsvis den kommunistiske
bprne- og ungdomsorganisation.
Endvidere bpr man bemrerke spprgsmålenes suggestive karakter.
Det er spprgsmål, der i sig selv angiver, i hvilken retning besvarelsen
skal gå. Slige spprgsmål er en dpdssynd for i alt fald skandinaviske
lrerere.
Som eksempler på den slags spprgsmål kan man tage spprgsmål
fra studentereksamen 1955 – de meddeles lrerere og elever nogle
måneder i forvejen:
»Folkerejsningen i 1813.
a) Giv en oversigt over store tyske patrioters virksomhed ved forberedelsen af folkerejsningen.
b) Hvilken andel havde det russiske folk i begivenhederue i året 1813?
c) Giv en vurdering af landevrernets, landstormens og frikorpsenes
indsats!
Novemberrevolutionen i Tyskland.
a) Fortrel om den revolutionrere krises vrekst og de deraf fplgende opgaver for den tyske arbejderklasse.
b) Vis ved eksempler den hpjreorienterede SPD-ledelses forrrederi
under revolutionen og fplgerne for den tyske nation!
c) Fortrel om Spartakoshunds virksomhed i Novemberrevolutionen!
Den store ftedrelandskrig.
a) Forhel om den store fredrelandskrig og giv en vurdering af den
sovjetmilitrere ledelses geniale strategi!
b) Vis ved eksempler de vestallieredes forrrederske holdning over for
deres sovjettiske forbundsfreller.
c) Hvorledes gik Sovjetunionen ind for den tyske nation ved konferencerne i Jalta og Polsdam?»
Det er imidlertid ikke blot spprgsmålenes karakter, der er anderledes i skolen bag jerntreppet end i skolen i Skandinavien og f. eks.
Vesttyskland. Den psttyske skole stiller meget store krav om eksakt
viden, krav, der kun kan honareres gennem et terperi, som vi finder
forreldet. Man forkaster de vesteuropreiske skolereformtanker om
arbejdsskole, individuel undervisning, personlighetspredagogik, undervisning »ud fra barnet selv» o. s. v. I den predagogiske lrerebog,
Werner Dorst har skrevet, karakteriseres de vesteuropreiske skolereformtanker således:
289
-~. -··~ ……–··o————-
J~rgen Hatting
»Vi har ikke tidligere omtalt de talrige opdragelses’teorier’ i den borgerlige predagogik, da de er uden stjilrre videnskahelig og praktisk vrerdi
og heller ikke beskrefUger sig med noget for flertallet af vore lrerere og
opdragere aktuelt problem, der ubetinget må ljilscs. Det borgerlige dannelsesideals forljiljethed er i de sidstc årtier, i fascismens og den moralske
og åndelige krigsoprustnings tid, ikke blot blevet bevist i teorien, men
også i praksis. I dag demonstrerer den amerikanske ukultur daglig i
Amerika, i Korea og i tiltagende grad også i Vesttyskland og Vestberlin,
hvad det borgerlige opdragelsesideal betyder: at myrde, at pine og
ophidse fredselskendc mennesker, rekel, sjildlig klingklang og pervers
fysisk og moralsk afstumpning af menneskene og til slut begrredelig
‘Weltschmerz’ …» (Werner Dorst: Erziehung, Bildung und Unterricht in
der deutschen demokraUsehen Schulen, Berlin 1953, s. 111.)
Lidt lrengere henne i samme bog fastslår Dorst, at tilhrengerne af
begreber som »personlighedspredagogik, opdragelse ud fra barnet
selv, arbejdsskole og fri opdragelse reprresenterer den imperialistiske predagogik».
Det vrerste ved den vesteuropreiske predagogik og videnskab er,
at den er »objektivistisk», d. v. s. at den spger at belyse problemerne
fra flere sider, altså hvad vi kalder »objektiv». Typisk er en udtalelse af den davrerende leder af det kommunistiske partis kulturafdeling, Stefan Heymann i 1950:
»Kun den lidenskahelige partitagen for den opfattelse, som man finder
er rigtig, muliggjilr en objektiv erkendelse af virkeligheden, muliggjilr
objektiv videnskahelig forskning.» (Forum, 1950, hefte 9, s. 4.)
Og hvad der grelder videnskaben, grelder också undervisningen.
Kun ved at vrere partisk, begejstret og en lidenskahelig tilhrenger
af den marxistisk-leninistiske lrere kan man undervise objektivt.
Men hvorledes opnår nu myndighederue dette? For en stor del
gennem en vidtgående kontrol. I en anordning af 15. juli 1954
pålregges det skolelederne »at gennemfpre en planmressig undervisningskontroi og at udfrerdige skriftlige analyser over den kontrolierede undervisningstime» (Richtlinien fiir die Arbeitsplanung in
den allgemeinbildenden Schulen, s. 28). Resultatet af denne undervisningskontroi skal så forelregges skolens predagogiske råd, d. v. s.
lrererrådet suppleret med den lokale leder af de Unge Pionerer og
for gymnasiernes Vedkommende af den lokale leder af den kommunistiske ungdomsorganisation, Bund Freier Deutscher Jugend
(FDJ). I stedet for betegneisen det predagogiske råd bruges dog
mere og mere benrevueisen lrererkollektivet. Kollektivet er et typisk
kommunistisk begreb. Det udgpr en enhed, og de enkelte medlemmer er ansvarlige over for kollektivet, ligesom dette af myndig- 290

”.:
Opdragelse til Sovjetmenneske
hederne kan gpres ansvarligt for dets enkelte medlemmers handlen
og trenken.
På den IV partidag i 1954 kom Walter Ulbricht også ind på Irererkollektivets opgaver, idet han sagde:
»l det predagogiske råd skal en systematisk erfaringsudveksling finde
sted med hensyn til de enkelte klassers indsats og anvendelsen af fremskridtsvenlige erfaringer, der er gjort ved andre skoler eller som den
sovjettiske predagogik lrerer os, for at forh!}je undervisningsprrestationerne. I det predagogiske råd skal der også finde im!}degåelser sted med
uvidenskabelige irernstillinger i de enkelte lrereres undervisning for at
hjrelpe dem til at h!}jne undervisningens niveau.»
Når man nu ved, at videnskahelig undervisning er lig med undervisning i overensstemmelse med den marxistisk-leninistiske lrere,
vii det altså sige, at Irererkollektivet skal »retlede» de lrerere, hvis
undervisning ikke er prreget af tilstrrekkelig partitro overbevisning.
Et slående eksempel på Irererkollektivets arbejde på dette område
får man gennem en artikel i »Geschichte in der Schule» 1954 (s.
539 f.), i hvilken Hartmut Pollin fortreller, hvordan han i henhold
til den IV partikongres’ beslutning har gennemfprt prpvevalg til
folkeparlamentet i sin skole. Fprst har man gennemgået partidagens heslutninger, reglerne for valgene o. s. v., og så kommer
som det nreste punkt:
»l enkeltdiskussioner efter undervisningen såvel som i frikvartererne
skal historie- og nutidskundskabslrereren isrer beskreftige sig med de
elever, af hvilke det predagogiske råd har fäet det indtryk, at de endnu
ikke i enhver henseende står positivt over for vor arbejder- og bondestat.
Lignende samtaler bliver også gennemf!}rt med disse elevers forreldre.>>
Hvad vil nu dette sige? Det vil sige, at lrererkollektivet, i hvilket
altså også reprresentanten for de Unge Pionerer eller for den kommunistiske ungdomsorganisation har srede, drpfter de enkelte elevers politiske standpunkt, og at lrereren, hvis dette findes utilfredsstillende, også skal underspge forholdene i hjemmet, der jo
utvivlsomt påvirker barnet i ikke-kommunistisk retning.
De ubehagelige fplger heraf kan vrere betydelige, ikke mindst
hvis barnet har i sinde at spge ind i et gymnasium eller efter dette
til en hpjere lrereanstalt. Thi selv med nok så gode karakterer vil
hun eller han ikke slippe ind, hvis skolen ikke kan sige god for elevens politiske indstilling.
Ved den fpromtalte undervisningsplan for året 1955/56 stilles der
som fpr nrevnt stprre krav til den »patriotiske» opdragelse. Det
hedder bl. a. i anvisningen:
291
Jprgen Hatting
»Beredskabet til forsvar for arbejder- og bondemagtens tilkrempede
resnitater i Den tyske demokratiske Republik imod alle anslag af de
imperialistiske aggressorer er det hpjeste udtryk for den patriotiske
holdning. Af denne grund har enhver lrerer og opdrager pligt til at
begejstre eleverne for rerestjenesten i det kasernerede folkepoliti.»
Utvivlsomt vii fplgen blive, at såvel skolebpger som undervisningsplanerue for de enkelte fag i de kommende år vii blive underkastet en revision i mere udprreget »patriotisk» retning.
Et fingerpeg i denne retning er det, at faget Legemspvelser har
fået navneforandring fra »Körpererziehung» til »Turnunterricht». En
ikke-tysker siger dette vel nreppe meget, men enhver tysker vii med
den nye benrevnelse forbinde mindet om »Turnvater» Jahn og hans
halvmilitrere »Turnerschaften», der bidrog så strerkt til den nationale bevregelse i Tyskland i begyndelsen af forrige århundrede.
Dette fremgår også af den artikel, undervisningsminister Fritz
Lange skrev i »Neues Deutschland» 22. jannar 1956. Han citerede
her en udtalelse af Fr. Engels, i hvilken denne anbefaler »halbmilitärische Spaziergänge» som led i gymnastikundervisningen, idet
disse »er ganske srerligt egnede tii at lade eleverne lpse opgaver i
felttjreneste».
Den 18. jannar vedtog det psttyske folkekammer, at det kasernerede folkepoliti skulle omdannes til »en national folkearme». I
realiteten betyder det vel kun indfprelsen af nye uniformer og muligvis af det tunge krigsmateriel, som folkepolitiet hidtil har savnet.
Hvorledes oprettelsen af folkearmeen blev modtaget i -eller i alt
fald burde modtages-i psttyske skoler, viseren artikel i »Deutsche
Lehrerzeitung» for 26. januar. Her skiidres, hvordan man i timerue
i Nutidskundskab (Gegenwartskunde) dagen efter folkekammerets
beslutning har behandiet denne.
Blandt andel fortreUer bladet om en time i en 8. klasse: »Mange elever
har dagblade liggende foran sig på pulten, parate til at strege ind. Alle
er de klare over, at limen naturligvis må dreje sig om den nye folkehrer.
Lrereren, hr. Lothringer, ridser ffi)rst den historiske baggrund op, og
derefter forklarer han hvorfor Den tyske demokratiske Republik behpve1·
folkearmeen, og hvorved den vil adskille sig fra den vesttyske vrernemagt. Lrereren minder om militaristerneg fjendtlige udtalelser, om deres
hensigt at erobre hele Osten og udkrempe det nreste slag mellem Njemen
og Weichsel og om Hallsteins fi)nske, i pst at marchere til Ural. Bfi)rnene
samler under lrererens ledelse enkeltheder sammen. Herunder skaber
kollega Lothringer stadigt gennem sine spfi)rgsmål og forklaringer sammenhrengen mellem begivenhederne. Elevernes svar viser, at de er vant
til at drage sammenligninger, og at de har lrert at forstå forskelle.
Så drager de da også ved limens slutning selvstrendigt den konklusion,
292
‘ .
.. i
Opdragelse til Sovjetmenneske
at Den tyske demokratiske Republiks eneste svar på opstillingen af en
af militaristisk ånd prreget hrer i Vesttyskland og på de mange trusler
må vrere opstillingen af en folkehrer, fordi det, der mj1Sjsommeligt er
opbygget, skal blive forsvaret. Det er et handlingens bidrag til Warschauer
overenskomsten, der skal hjrelpe ti1 at gj1Sre Europas fredselskende folk
strerkere over for Vestens angrebshensigter, slutter lrereren.
Og disse fj1Slgeslutninger bliver fremsat af ham med en sådan ildhu, at
eleverne af den må kunne forstå hans overbevisning; han fj1Sjede til det,
de havde samlet sammen, sin egen mening.
Det gode ved denne time i Nutidskundskab var, at kollega Lothringer
sten for sten byggede sit emne op, og at derved rnangt et modargument,
som kan blive fremsat i hjemmet og over de vestlige sendere, straks blev
behandiet og afkrreftet.»
Hvordan virker nu denne propaganda? Der er ikke tvivl om, at
talrige unge går ind i det tidligere folkepoliti, den nuvrerende folkearme, fordi de bliver presset hårdt. Af de ca. 12,000 folkepolitisoldater, der siden 1952 er flygtet til Vesttyskland, er flugtprocenten
langt stj1Srst blandt dem, der fj1Srst for nylig har begyndt aftjeningen
af deres »rerestjeneste». Ligeledes er der procentvis srerligt mange
ganske unge, der flygter til Vesttyskland. Utvivlsomt er det frygten
for at blive presset ind i folkearmeen, der gpr sig greldende. For man
kan jo nok have sine tvivl med hensyn til »frivilligheden», når man
f. eks. !reser den beretning, Lothar Rössler fra Fraureuth aflagde på
den 5. ungdomskongres, der afholdtes i Erfurt den 25-30 maj
1955. Han sagde bl. a.:
»l vor fabrik havde vi vanskeligheder med nogle brigadefj<Srere, da vi
hvervede til KVP (Det kasernerede Folkepoliti). Det er venner, som
tjener 500 DM. De afslår at udfj1Sre deres rerespligt og siger: ‘Jeg tjener
mine gode penge, de andre, der tjener mindre, skal gå.’ Vi har haft et
opgj<Sr med dem, fordi det for brigadefj<Srerne ikke blot er en opgave at
tilse arbejdet i produktionen, men de er også forpligtet ti1 at opdrage
vore unge venner og hjrelpe med ved omformningen af vort liv.
Jeg kan berette de delegerede, at alle på to nrer er gået ind i folkepolitiet. Disse to kolleger har vi fritaget for deres funktioner.
Endnu er 30 unge i virksomheden blevet tilbage. I avisen er vi begyndt
at tale åbent med disse venner og imj<Sdegå deres argumenter. Vi har meddelt lreserne, at Paul, Dieter o. s. v. ikke vil gå ind i KVP …
Jeg mener, vi skal åbent, hårdnakket og tålmodigt diskutere med disse
venner. Da vi 70, som er trådt ind i KVP, fik vore billeder offentliggjort
i avisen, opstod der en sådan bevregelse, at de 30 tilbageblevne blev
tillalt af vore reldre kolleger: ‘Sig mig nu engang, Fritz, var dit billede
da ikke i? Hvad er der i vejen med dig?’»
Men måske går det lettere, efter at folkepalitiet har fäet navneforandring. I »Deutsche Lehrerzeitung» for 26. januar 1956 finder
293

. —..–.–.-…, _____________
i \
:• ~·
J(Jrgen Hatting
man således en meddelelse om, at SED – Det socialistiske Enhedsparti – sammen med den lokale skoleledelse har haft et m~de med
28 elever fra 12. klasse i Goethe-Oberschule, Königswusterhausen.
Alle erklrerede glade, at de efter at have taget studentereksamen
ville gå ind i folkearmeen, ja 23 af dem villeendoglade sig uddanne
til officerer.
Slet så godt stod det if~lge samme blad ikke til ved Goethe-Oberschule i Reichenbach. Her gav eleverne i reldste – 12 – klasse for
arbejder- og bondeb~rnenes vedkomroende glad tilslutning til tanken om at gå ind i folkearmeen, men de m~dtes med »småborgerlige-pacifistiske meningen fra flere af deres kammerater:
»Mangen en lrerer var skuffet og overrasket over en af sine elevers ord.
Kollegerne erkendte, at det hidtidige politisk-ideologiske overbevisningsarbejde ikke var tilstrrekkeligt, og at fremfor alt kontakten med forreldrene måtte forbedres.»
Strengt taget b~r en skildring af opdragelsen til sovjetmenneske i
Osttyskland også omfatte de Unge Pionerer og Bund freier deutscher J ugend, der med de russiske Pioner- och Komsomolorganisationer som forbilleder er de eneste tilladte foreninger for b~rn og
ganske unge, samt Gesensehaft för Sport und Technik (GST). Den
sidste er den mest interessante og antagelig uden for Osttysklands
grrenser mindst kendte. Her får unge i alderen 15-25 år en halvmilitror uddannelse. De vigtigste idrretsgrene er skydning, feltsport,
faldskrermsudspring og efterretningstjeneste.
For nogle måneder siden bes~gte jeg en udstilling i Stalinallee i
Ostberlin, arrangeret af GST. F~rste afdeling bestod af billeder fra
de tyske revolutioner i 1848 og 1918 og de russiske i 1905 og 1918.
Ved siden af dem portrretter af ordensprydede, gamle, preussiske
generaler. Det viste sig at vrere de feltherrer, som i 1813 ledede befrielseskrigen mod Napoleon. Formålet med denne afdeling var altså
at belrere og forskellen mellem retfrerdige og uretfrerdige krige.
Derefter kom en orofattende afdeling, hvor forskellige skydevåben
og andet materiel henhf’Srende til de ovennrevnte »sportsgrene» blev
udstillet. Besf’Sget var ikke overvreldende. Kun foran salonskydebanerne stod der en flok drenge og unge. Selve skydebanerne adskilte sig ikke fra, hvad dem man ser i enhver forlystelsespark
Verden over. Det interessante var indskriftbåndene over banerne.
På dem stod der f. eks.: »Junge Patrioten, lernt das Waffenhandwerk! » eller »Jeder Schuss ist ein Schlag gegen die Kriegstreiber! ».
Da vi gik, forrerede en ung pige i uniform os GSTs medlemsblad
294
Opdragelse til Soujetmenneske
»Das Bannen>. Det var vel vrerd at stifte bekendtskab med. Her så
man f. eks. et billede af et kompagni faldskrermsudspringere, der
marcherede henad gaden i Leipzig. Det stammede fra »en krempemressig fredsdemonstration» den 25. september. I samme demonstration, der i alt omfattede 8 500 medlemmer af selskabet, deltog
ikke mindre end 30 bevrebnede kompagnier fra Karl Marx-universitetet i Leipzig.
Men det billede, der gli)r det dybeste indtryk på lreseren, er dog
»ugens portrret». Det forestiller Gerda Schliiter, en ung gymnasiast
på 17 år. Hun er fotograferet med gevreret i stående stilling. Sammen med nogle kammerater har hun dannet en skydekreds, og hun
har vist et enestående talent. Man får at vide, hvilke prremier hun
allerede har taget, og til sidst får man hendes bedste skyderesultater. »Gerda er dog ikke tilfred med disse resultater. Hun vii nå
videre.»
»Den patriotiske opdragelse» er åbenbart ikke uden virkning.
295
:.;_ …_–.’
” __,., –·——– ·————-
~—··

Comments are closed.

ANNONSER:

Axess

Pengar för ingenting

webshop_banner