Print Friendly

Faelles politisk målsaetning for Danmarks borgerlige partier

Av Redaktionen | 31 december 1959


1959


Artiklarna från Svensk Tidskrifts årsböcker är inskannade och sedan hjälpligt överförda till text. Denna sida ska mest ses som en bas för sökfunktionen. Läsbarheten blir bäst om man väljer PDF-versionen.

Acrobat Reader för att läsa PDF kan hämtas här.

FJELLES POLITISK_ MÅLSJETNING
FOR DANMARKS BORGERLIGE PARTIER
Af’ landsretssag{0rer ALF BENT HERMANN
DET BORGERLIGE samarbejde i Danmark mellem Venstre og det konservative folkeparti har nået sin
forelpbige kulmination gennem de
to partiers udsendelse af et freiles
handlingsprogram for den pkonomiske politik, hvis mest markante
indhold er en bebudet nedsrettelse
af skatterue på indkomst og formue, såvel som på fast ejendom.
Det er fpr set – i årene 1950 til
1953 – at de to partier har kunne
virke sammen i freiles regeringsdannelse, men det er fprste gang
de to partier som opposition har
fundet et så officielt og uigenkaldeligt udtryk for freiles syn på den alt
dominerende del af den politiske
debat.
Dette freiles handlingsprogram
har med rette vakt interesse udover
landegrrenserne. Det greJder både
de lande, hvor en borgerlig samling
allerede har tvunget socialismen i
knre, såvel som de lande, hvor socialismen stadig lever hpjt på, at
der ikke er skabt et regeringsdygtigt borgerligt alternativ.
Den historiske belastning.
Man har bedt mig opridse nogle
hovedlinier for freilesprogrammet
og for dets forudsretninger aktuelle
som udviklingsmressige. For at begynde med det sidste er det npdvendigt att se en del år tilbage til
slutningen af attenhundretetallet,
hvor Hpjre havde hans afdpde
majestret Kong Christian den Niendes tillid og dermed regeringsmagten, mens Venstre havde vrelgernes tillid og dermed flertal i
Folketinget. Dengang var der ikke
tale om samarbejde. Tinget var så
snedigt at nregte regeringen skat,
men finansministeren vidste at
klare for sig; blandt andet var han
ufin nok til at krreve afgift af den
fattige vrelgers brrendevin. På den
tid etablerede Venstre sit eget private vrebnede hjemmevrern, mens
regeringen som modtrrek etablerede et hvervet gendarmeri. I en
mere kolerisk befolkning var en
sådan situation naturligvis mundet ud i en revolution, men ikke i
Danmark, der er kompromiernes
land, hvilket skyldes klimatiske
forhold; det bliver altid regnvejr i
det afgprende pjeblik og våde idealister fpler sig mere tiltrukket af
kaffen i kakkelovnskrogen end af
dpden på barrikaderne.
Selv bortset fra sådaune tillpb til
508
voldelig fremfrerd var indstillingen
mistroisk og ofte direkte hadefuld.
Hpjre, der navnlig stpttede sig til
godsejerne og det bedre borgerskab,
så ned på den brede befolkning og
f<)jnede ikke vrerdierne, hverken i
Grundtvigs folkelige kultur, eller i
andelstanken som eksponent for
landbrugets pkonomiske ekspansion. De gudsbespottelige tanker,
der rejstes af brpdrerne Brandes,
blev betragtet på samme vis, som
orm i en kat. Venstres opfattelse af
modstanderen på den tid, genfinder man hos hvor tids kommunister. Det tog på den tid 3 år at gennemfpre en lov om bekrempelse af
rotter.
De politiske skillelinier blev
trukket hårdt op. Om forsvarssagen
fprtes en hårdnakket kamp, og
fprst Adolf Hitler bevirkede at de
to partier fik freiles syn på den sag.
Udenrigspolitisk lå Hpjre under for
traditionerna fra de slesvigske krige,
mens datidens Venstre ensidigt
puskede det bedst mulige forhold
til naboen mod syd. Forfatningspolitisk gik Venstre ind for parlamentarism, mens Hpjre hold fast
på den priviligerde valg-ret ligeind-til partiet i 1915 blev reorganiseret som Det konservative Folkeparti. Politisk var tiden op mod århundredeskiftet en prkenvandring,
hvor kamelerne havde drpjt ved at
nå til nreste oase, og da Venstre
nåede sine pnskers mål og dannede
sin fprste regering i 1901, var denne
afgprende sejr et Fata Morgana. De
strerke mrend fra oppositionens tid
kunne som regerende flertal ikke
bolde sammen om noget som helst
andet, end dette at hrevne sig på
Hpjre, som til gengreld kynisk forspgte at udnytte i den politiske dehat, at en af Venstres ministre begik private bedragerier for 15 millioner. Allerede i 1913 gled magten
Venstre af hrende og de radikale
dannede regering med stptte af
det nyopdukkede socialdemokrati.
Dette socialistisk-radikale samvirke
har varet siden og har med korte
afbrydelser besat eller domineret
regeringsmagten, mens de to borgerlige partier sled hinanden op i
inbyrdes strid.
To gange i tyverne dannede
Venstre en mindretalsregering. Det
blev Venstres klassiske politik at
betragte som givet, at de konservative var tvunget tii at tage fuldt ud
ansvar for Venstres regering, uden
at disse Venstreregeringer dog behpvede at indrpmme de konservative den mindste form for medindflydelse. I 1929 stemte de konservative imod finansloven og bragte
Venstres regering til fald. Dermed
gled regeringsmakten påny over til
den socialdemokratisk radikale
koalition, som med stor dygtighed
i tiden indtil anden verdenskrig
forstod at spiile de borgerlige partier udmod hinanden, mens den
stpt konsoliderede sit eget flertal
under ledelse af Stauning og P.
Munch.
Venstreregeringen under Knud
Kristensen 1945-47 optog den traditionelle politik med efter evne at
skade den konservative makker og
ved det efterfplgende valg var tabet
blandt konservative stprre end
fremgangen hos Venstre. Fredrenearven er en belastning.
Er det alt andet end historie? –
Har det noget som helst at gpre
med dagen og vejen? – Det er da
glemt altsammen, mener kan
hrende en og anden TV-entusiast.
Den gamle gartner kender et sagn
om en kaktus, hvis navn er Nattens
Dronning. Dens blomst er lige så
sjrelden, som den er fager; den
blomstrer og durter een eneste nat,
og så er den glemt, men stikker
man sig en dag på dens torne, så
buskes det lrenge. Selvfplgelig kan
en kaktusmark dyrkes om til en
urtegård, og dette greJder også den
politiske ager, men der skal både
vandes og gpdes kraftigt, hvis processen skal gennemfpres på få år.
På det jyske Venstres delegeretmpde i november 1959 berettede en
af deltagerue om, hvordan han
mistede sin arv ved at gifte sig med
en Hpjremands datter og selv om
de fleste af dem, det gik så ilde, nu
er dpde: lever beretuingen om deborgerlige samvirke kan derfor kares kvaler stadig i folkemunde. Det
rikteriseres som danmarkshistoriens mest dybtgående brud på den
foll\elige politiske tradition.
Samvirket kom til uerden ved et
tilfEElde.
Samvirket kom til verden i 1950
gennem en rrekke tilfreldigheders
509
samspiL Det havde stået på pnskesedlen i en årrrekke hos nogle konservative og hos frerre venstremrend, men blev af historiske årsager af de fleste betragtet som en
utopi, eller i hvert fald en fjerntliggende eventualitet. Valgresultatet
i 1950 vendte op og ned på alle
forudsigelser.
Socialdemokratiet led et svidende
nederlag og fik sin yderliggående
venstreorienterede politik kasseret
af vrelgerne. I 14 dage forhandlede
partiet internt under pres af et
voldsomt dilemma. Fagbevregelsen,
der havde ansvaret for den yderliggående politik og dermed for tabet
af stemmerne, puskede så lrenge
som muligt at klrebe til magten og
indflydelsen, men davrerende statsminister Hans Hedtoft – en af tidens stprste demokrater – puskede
at drage konsekvensen af valget.
Hedtoft sejrede – om ikke på sine
redelige synspunkter, så på det
taktiske synspunkt, at det var klogere at slikke sårene i oppositionens vinterhi.
Det lille radikale parti var afskåret fra at deltage i nogen regeringsdannelse, da partiet ikke pnskede at tage et medansvar for at
fpre Nato-overenskomsten ud i livet.
Venstre var nreststprste parti,
men var ved valget gået smerteligt
tilbage.
De Konservative var valgets ubestridte sejrherrer, men spillede
kortene klogt i den politiske l’hombre. Fprst da alt andet havde vist
510
sig umuligt, tilbpd man som den
eneste realisable lpsning, at de
Konservative sejrherrer indgik i et
samarbejde under ledelse af de besejrede venstremrend. Resultatet
blev et nresten treårigt samarbejde
om den mest handledygtige regering, landet har fostret efter krigen. Forfatterens opfattelse i så
henseende harmonerer desvrerre
ikke helt med vrelgernes dom, der
lige akkurat gik de borgerlige partier så meget imod, at den gamle
regeringsblok mellan Socialdemokrater og Radikale med knebent
flertal kom til magten påny. Ved
nreste valg i 1957 gik denne regering tilbake, men klarede ganske
overraskende skrerene, idet lederen
af Retsforbundet, der var gået til
valg på en superliberalistisk poliat medvirke til regeringsdannelsen,
tik, ikke kunne motstå fristelsen til
og dermed overlevde den socialistiske regering endnu den valgperiode, som varer endnu.
Linien blev fastheldt i oppositionsårene.
Efter den borgerlige regerings
nederlag i 1953 forspgte kredse indenfor begge partier at placere
skylden for nederlaget hos det andet parti, altså det man ikke selv
var medlem af eller valgt af. Efter
valget 1957 modtog Venstre fra de
Radikale tilbud om dannelsen af en
ren vensh·eregering uden konservativ deltagelse, og store dele af erhvervslivet og pressen gik ind for
denne tanke. Tanken om det fremtidige borgerlige samvirke var
imidlertid så befrestet, at et flertal
indenfor Venstre foretrak at fasthoide en politisk linie fremfor at
regere en tid på de radikales nåde.
Gennem seks oppositionsår er det
lykkedes under gensictig hensyntagen og respekt at nrerme de to
partier stedse mere til hinanden.
Vigtigere politiske afgprelser er
drpftet indbyrdes mellem de to partier, hvad der som havedregel har
fprt til udformningen af freiles
standpunkt i Folketinget, og en
lang rrekke forslag til beslutnioger
og love er fremsat i tinget af de to
partier i forening.
Freliesprogrammets hovedlinier.
Som den forelpbige kulmination
fremstod frelleserklreringen af 4.
oktober 1959.
Frelleserklreringen, der må betragtes som et freiles valggrundlag
og som en programerklrering for
en kommeode borgerlig regering
kan i korthed resumeres som fplger:
Man agter at standse statens investeringer i boligbyggeriet og i
fuldt omfang overlade financieringen af dette til private låneinstitutioner.
statens investeringer i nreringslivet skal indskrrenkes til de områder, som ifplge traditionen er
samfundsopgaver. En lang rrekke
udgiftslove, hvor staten har påtaget sig at drive bankvirksomhed,
skal afvikles snarest. Om fornpdent opfordres de private banker
til at oprette et f::ellesinstitut, som
i en overgangsperiode kan påtage
sig lpsningen af de opgaver, hvor
staten indenfor den sidste snes år
har tr::engt de private banker i baggrunden.
ludenfor socialpolitiken tilstr::ebes det, at den enkelte borger personlig eller gennem privat forsikring skal udrede udgiften til at forsprge sig og sin familie under så-
danne mindre og normalt påregnelige ulykker, der rammer enhver,
såsom kortvarig arbejdsls:’shed og
sygdom etc. En v::esentlig del af den
besparelse, statskassen herved opnår, skal benyttes til skattelempelser, mens dog en betydelig del af
besparelsen skal benyttes til en på-
kr::evet og meget omfattende udvidelse af sociale foranstaltninger, til
fordel for dem, der rammes af de
store og langvarige ulykker, ikke
mindst under invalide- og sindssygeforsorgen etc.
Bortset fra de laveste indt::egtsgrupper skal alle bs:’rnetilskudsordninger aflpses af skattelempelser,
dels gennem en revision af udskrivningsskalaen og dels gennem fradrag for bs:’rn, der forss:’rges i hjemmet, idet der ikke mindst skal ske
en v::esentlig lempelse af fradragsreglerne for bprn under uddannelse.
Også på en lang r::ekke mindre
områder er besparelser bragt i forslag.
Endelig indeb::erer f::ellesudtalelsen det meget v::esentlige punkt, at
den overbalancering af statens bud- 511
get, der konsekvent har fundet sted
en lille snes år, skal opgives, eller
i hvert feld v::esentligt nedsk::eres.
Overbalanceringen er for indev::erende år anslået til ca. 400 millioner kroner og nettobesparelserne
på statens udgifter er anslået til
samme bels:’b. Resultatet bliver et
forslag om, at skatterue til staten
neds::ettes med ca. 800 millioner
kroner. Det er hensigten, at denne
neds::ettelse af indkomstskatten
skal konune alle indt::egtsgrupper
tilgode, idet neds::ettelsen for så
vidt angår de pverste lO% af skatteborgerne, dog i fprste omgang bliver af mindre vidtr::ekkende betydning. Det er endvidere hensigten at
foreslå bortfald af statsskatterue
på hygninger og muligvis en neds::ettelse af statsskatten på erhvervsdrivende selskaber, ligesom
formueskatten totalt foreslås afskaffet.
Konkrete forslag om denne meget betydelige skatteneds::ettelse er
under udarbejdelse og vil blive
forelagt i Folketinget i vinterens
ls:’h. De eksakte tal for statsskattens
neds::ettelse forventes bekendtgjort
for skatteborgerne nogenlunde
samtidig med, at selvangivelsen til
skattev::esenet udf::erdiges af samtlige landets familief::edre i januar
måned.
Programmets modtagelse og dels
{orudsetninger.
Dette freilesprogram har ganske
domineret efterårets politiske debat
512
og har givet anledning til store interne vanskeligheder indenfor regeringsblokken.
Indenfor erhvervslivet, der i forvejen har sine svare problemer i
forbindelse med markedsdannelsen, opstod en direkte chockvirkning. Nogle hilse forslaget med jubel og andre med forskrrekkelse.
Pudsigt nok skulle der en svensker,
dr. Marcus Wallenberg, til at fortrelie danske bankfolk, at en sådan
politik er vejen frem mod stprre
produktion.
Fra forskellig side har man naturligvis tegnet inflationens sppgelse og malet hans sorte majestret
på vreggen. Det må erkendes, at
denne politik er et dristigt brud
med alt, hvad der har vreret god latin gennem tredive år, men ret beset er forslaget såmrend ikke srerligt originalt. Det er blot en dansk
tillempning af den politik, der har
fprt til den store pkonomiske fremgang i en lang rrekke europreiske
!ande med Vesttyskland, England
og Frankrig i spidsen.
Programmets pkonomiske og politiske forsvarlighed er knyttet til
visse forudsretninger. Danmarks
valutabalance overfor udlandet er
for tiden srerdeles gunstig. Det
skyldes dels de fordelagtige råvarepriser og dels det gode marked for
forredlede industrivarer og landbrugsprodukter, men det skyldes
også, at produktionsstigningen i
landet i den senere tid har holdt
nogenlunde trit med produktionsstigningen i det pvrige Europa. En
vis midlertidig stagnation i valutabedringen må imidlertid impdeses
i forbindelse med skattelempelserne, men en meget vresentlig forpgelse af produktiviteten forventes,
dels i forbindelse med forslaget om
skattenedsrettelser, som vii lempe
beskalningen af stigende indkomster og dels som fplge af den
stprre optimisme i nreringslivet,
som vii blive det umiddelbare resultat af udvidet privat opsparing
og udvidet privat forbrug.
De taldiske sp(Jrgsmål.
Den socialpolitisk meget dri~
stige tendens i retning af i hpjere
grad at overlade den enkelte til
selvhjrelp og selvforsprgelse, bygger rent taktisk på den nresten alle
omfattende stigning i reallpnnen,
som i pjeblikket er i skred og på
en mere og mere udbredt menneskelig trang til selv at ville råde
efter forgodtbefindende over den
stprst mulige andel af lfl.lnstigningen.
Ved nreste valg behpver oppositionen kun at erobre ca. 100.000
vrelgere fra regeringsblokken. Dette
understreger, at frellesudtalelsen er
ment som et positivt handlingsprogram, som partierne er parat til at
gennemfpre og tage ansvaret for.
Chancen for at programmet bliver
til virkelighed er mere end fiftyfifty.
JEren for, at den borgerlige valgblok ikke alene kunne opstå med
henblik på en regeringsdannelse,
men også kunne befrestes og uddybes under de svrere oppositionsår, tilkommer i f~rste rrekke tre
personer. I f~rste rrekke har Erik
Eriksen som leder af Venstre med
stor politisk klogskab og med beundringsvrerdig taktisk snille formået ikke alene at pacificere sine
modstandere indenfor partiet, men
også med en enkelt undtagelse at
vinde dem til positivt at gå ind for
de synspunkter, han så strerkt har
gjort til sine. Fra konservativ side
har Poul S~rensen og afd~de Aksel
M~ller ikke haft de sanune interne
Yanskeligheder som Erik Eriksen,
men gennem en målbevidst og meget overlegen politisk indsats har
de måned for måned formået at tilrettelregge den politiske debat på
en sådan vis, at en freiles optrreden
513
i tinget blev den naturlige l~sning
for begge partier i så godt som alle
sp~rgsmål af videregående politisk
betydning.
Ledet af politisk klogskab under
en smidig udformning har man bistået af gunstige konjunkturer og
med en lille håndsrrekning fra passende tilfreldigheder formået i Danmark at skabe et regeringsdygtigt
borgerligt alternativ til den traditionelle socialdemokratiske regering, til trods for at dette alternativ er opstået stik imod alle historiske forudsretninger.
Det skulle ikke vrere udelukket,
om et tilsvarende alternativ kunne
trenkes at opstå også i de relativt
få lande i Europa, der endnu mangler en sådan mulighed for borgerlig
regeringsdannelse.

Comments are closed.

ANNONSER:

Axess

Efter demokratin

webshop_banner