Liberalt avstamp för nya regeringen

I veckan fick Danmark en ny regering när Venstre kom överens med stödpartierna Liberal Alliance och De Konservative. Martin Ågerup, VD för den liberala tankesmedjan CEPOS, berättar vad det betyder för friheten.

Efter folketingsvalget i 2015 fik Danmark et borgerligt flertal. Partiet Venstre var gået tilbage ved valget men formerede alligevel en etparti-regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister og de øvrige borgerlige partier (Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) som støttepartier. Venstreregeringen var historisk svag målt på antal mandater. Det viste sig da også hurtigt, at regeringen ikke var i stand til at føre ret meget politik. Mange planlagte reformer blev udskudt eller opgivet. Efter flere alvorlige kriser i samarbejdet med samtlige støttepartier, valgte Lars Løkke Rasmussen at invitere Liberal Alliance og Konservative med i regeringen, og i sidste uge fremlagde den sit regeringsgrundlag.

Alt i alt kan man som liberalt sindet være godt tilfreds med regeringsgrundlaget. Men lad mig starte med et par af de mindre heldige ting.

Det er lidt besynderligt, at tre partier, der alle gik til valg på nulvækst (V og K) eller minusvækst (LA) i det offentlige forbrug bliver enige om en vækst på 0,3 pct. Det er bedre end 0,5, som var Venstres udgangspunkt, så Liberal Alliance og Konservative har trukket i den rigtige retning. Men nulvækst havde været et naturligt kompromis. Så kunne man forhandle med Dansk Folkeparti derfra.

Forslaget om en ”jobpræmie” til langtidsledige, der kommer i arbejde, er heller ikke nogen god idé. Det fungerer i praksis som en belønning til ledige, der venter med at komme i arbejde. Modargumentet er, at ordningen er midlertidig, men det er ikke første gang, man indfører en sådan jobpræmie, så signalet til de ledige er efterhånden klart.

Der er også nogle udeladelsessynder. Der burde fx have været en sanering af erhvervsstøtten med henblik på at reducere udgifterne til den markant. Provenuet kunne have gået til lavere erhvervsskatter.

Men disse (og andre) fejl og mangler opvejes meget let af en række meget positive ting i regeringsgrundlaget.

Det indeholder en ret ambitiøs målsætning om at øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfte velstanden med 80 mia. kr. Det vil kræve en lang række nyttige reformer at nå disse målsætninger. Beskæftigelsesmålsætningen skal blandt andet nås ved fremrykke forøgelsen af pensionsalderen samt reform af SU’en, som begge blev foreslået i 2025-planen, men der skal mere til.

Halvdelen af velstandsmålsætningen nås, hvis beskæftigelsen øges med det annoncerede. Den anden halvdel af velstandsmålsætningen må nås gennem reformer, der øger produktiviteten. Det kan bl.a. ske ved at sænke selskabsskatten og andre kapitalskatter, ved at øge konkurrencen (fx skærpe konkurrencelovgivningen indenfor nogle af de sektor, som i dag er undtaget fra den generelle konkurencelovgivning) samt ved at deregulere økonomien.

Regeringen har ligeledes en række gode ambitioner vedr. den offentlige velfærdssektor. Man fastholder et omprioriteringsbidrag på 2 pct., altså et krav om produktivitetsvækst. Man vil konkurrenceudsætte flere skattefinansierede opgaver og indenfor et år præsentere et program for fornyelse af den offentlige sektor, som skal styrke borgernes frie valg, konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, forstærke fokus på resultater, og systematisere benchmarking.

Det er endvidere regeringens mål, at staten (”som udgangspunkt”) skal afhænde selskaber, som er i direkte konkurrence med privatejede virksomheder. Regeringen vil ligeledes sikre, at offentlige aktører ikke bevæger sig ind på erhvervsaktiviteter, der bør udføres af private. Det er fremragende og meget nødvendige ambitioner. Regeringen bør i den forbindelse blandt andet skærpe (og nedskrive) kommunalfuldmagten, således at kommuner kun må udføre opgaver, der står på positivlisten.

Det er meget positivt, at regeringen planlægger at privatisere TV2. Danmark er virkelig et særsyn med hele to landsdækkende statslige TV-selskaber. Det er mindst ét for meget (og efter min mening to for meget). Oveni kommer salg af statslige campingpladser. En lille ting, men alligevel væsentlig og retningsgivende. Staten skal ikke ejer og drive aktiviteter, som fint kan varetages (og mestendels bliver varetaget) af private aktører.

Liberal Alliance har måttet opgive en målsætning om at reducere den progressive beskatning af indkomst, ”topskatten” på 15 procentpoint, med 5 point til en målsætning om at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat. Det vil altså afskaffe topskatten (altså reducere den med 15 point) for et stort antal danskere. Det Præciseres ikke hvor meget grænsen skal hæves. Regeringen fastholder i øvrigt et ”ønske” om at reducere marginalskatten.

Regeringen har også målsætninger om at reducere beskatningen på erhvervslivet samt kapitalskatterne. Her må man forvente, at planerne i lande som Storbritannien, Ungarn og USA om at kraftige reduktioner af selskabsskatten vil få Danmark til at følge trop. Det vil gavne produktivitet, lønninger og velstand.

Det er en god ting, at regeringen vil fokusere Danmarks Radios aktiviteter om en snævrere og klarere definition af public service og reducere licensen. Men der bør ske mere her. Ideelt set bør det gøres helt frivilligt at betale licens, da det i dag ikke er noget teknologisk problem at ekskludere ikke-betalere, som Netflix og HBO fx gør.

Endelig er det fremragende, at regeringen vil deregulere taxilovgivning, så antalsbegrænsningen på tilladelser til taxikørsel ophæves og kontrol og forbrugerbeskyttelse gøres teknologineutrale samt unødige adgangsbarrierer til erhvervet fjernes. Det vil blandt andet lovliggøre tjenester som Uber.

Alt i alt er der tale om et regeringsgrundlag, som trækker meget klart i liberal retning. Om regeringen vil være i stand til at skaffe flertal for sin politik er en anden sag. Men en regering, som ikke engang fremlægger liberale reformer, får dem i hvert fald ikke gennemført.

Martin Ågerup är VD för CEPOS.